Voldsom vækst i e-konsultationer hos de praktiserende læger
  • PLO
06. januar 2020

Siden 2008 er antallet af e-mailkonsultationer steget markant fra at udgøre 1,3 mio. konsultationer i 2008 til i 2018 at udgøre 7,1 mio. Det svarer til mere end en femdobling på bare 11 år. Kvinder sender næsten dobbelt så mange e-mails til deres læge sammenlignet med mænd. Det viser en ny PLO Analyse.

Det er særligt andelen af e-konsultationer fra patienter på 70 år eller derover, der er steget markant de seneste 11 år. Antallet af e-mailkontakter med almen praksis stiger for alvor, når patienterne bliver omkring 80 år.

Emailkonsultationer til egen læge

Mange af de ældste patienters korrespondancer stammer hovedsageligt fra kommunen, og de er som regel mere komplekse. 

Et andet problem er, at denne type af korrespondancer ofte er upræcise, så lægen og kommunen ender med at skrive meget frem tilbage, hvilket er med til at gøre henvendelserne unødvendigt tidskrævende. Netop denne type af korrespondancemeddelelser ønsker PLO at begrænse.

Hovedkonklusionerne i analysen er:

  • Andelen af e-konsultationer hos de praktiserende læger er steget fra at udgøre 3,5 pct. af de samlede antal konsultationer i 2008 til i 2018 at udgøre 19,1 pct.
  • De midtjyske patienter henvender sig mest til deres praktiserende læge via e-mail, efterfulgt af Region Hovedstaden, mens Region Sjælland har den laveste andel.
  • Borgerne i udkantskommunerne henvender sig mindst til deres praktiserende læge via e-mail.
  • Andelen af e-konsultationer fra patienter på 70 år eller derover er steget markant de seneste 11 år.
  • Antallet af e-mailkontakter med almen praksis stiger for alvor, når patienterne bliver omkring 80 år.
  • Kvinder sender næsten dobbelt så mange e-mails til deres læge sammenlignet med mænd.
  • Borgerne i Struer Kommune er dem, der oftest skriver til deres praktiserende læge, mens borgerne i Dragør Kommune skriver mindst. 

Læs hele analysen her