Vil det politiske mod fortsætte efter coronakrisen?
  • PLO
13. oktober 2021

Debat: 2021 er året for regional og kommunal valgkamp efter knap 2 år i COVID-19’s skygge. En skygge som dog i Region Sjælland udløste modige beslutninger fra politikere på alle planer. Det skriver formand for PLO-Sjælland Camilla Høegh-Guldberg i Sjællandske Medier onsdag.

Af Camilla Høegh-Guldberg, praktiserende læge og formand for PLO Sjælland

På sundhedsområdet har region og kommuner lyst op ved samarbejde, inddragelse af de fagprofessionelle og en handlekraft, der sikrede, at alle sparsomme ressourcer – det være sig podepinde og værnemidler, vacciner eller endog praktiserende læger – blev udnyttet bedst muligt.

Det har været et samarbejde jeg som formand for de praktiserende læger har været stolt over at deltage i.

2021 er året, hvor Region Sjælland modigt valgte at anerkende, at den nationale overenskomst for de praktiserende læger ikke kunne løse den gordiske knude om lægevagten i vores region. Region Sjælland har i erkendelse heraf valgt at hjemtage lægevagten pr. 1.oktober 2022.

Vagtforpligtelsen har i en region med støt stigende arbejdsbyrde for det vigende antal praktiserende læger stået i vejen for at gøre noget reelt ved lægedækningen. En vigtig forhindring bliver næste år fjernet for at arbejdet med rekruttering for alvor kan påbegynde.

Og vi HAR en stor opgave foran os med fastholdelse og rekruttering af praktiserende læger, da knap 30% af lægerne er over 60 år, der er 29 ubesatte kapaciteter, og knap 40.000 borgere i Region Sjælland ikke er tilknyttet en klassisk praktiserende læge.

Særlige udfordringer kræver særlige og nogle gange nye eller modige løsninger. Vi diskuterer ikke længere, hvorvidt der er lægemangel i Region Sjælland, nu diskuterer vi, hvordan vi kan afbøde de afledte effekter heraf og finde løsninger på sigt.

Vi er nødt til at vove at tænke anderledes og turde sige højt, at ja service på sygehuse i psykiatrien, i speciallægepraksis og i almen praksis vil blive påvirket af lægemangel.

Lighed i sundhed betyder, at ikke alle skal behandles lige – nogle har brug for mere, og andre kan måske klare mere selv med den rette vejledning.  Et nært sundhedsvæsen og udflytning af opgaver fra sygehusene kræver, at nogle står klar i nærområdet til at løfte disse opgaver – eller at nogle fra sygehusene i en periode flytter med ud enten fysisk eller virtuelt.

Lige som det kræver planlægning og tid at bygge et supersygehus, så tager det også tid at opbygge et super godt nært sundhedsvæsen – og der kan være behov for midlertidige ekstraordinære løsninger og at ”tænke ud af boksen”, mens byggearbejdet pågår….. specielt når der er leveringstid og restordre på byggematerialerne i form af speciallæger.

2021 vil snart blive fyldt med valgløfter.

Der er næppe nogen politiker, der ønsker at være den kedelige, der siger ”nej det kan I ikke få” eller ”nej det kan vi ikke prioritere”. Men hvor ville det være befriende, hvis den politiske beslutsomhed, handlekraft og erkendelse af realiteter, vi oplevede i Region Sjælland under COVID-19, satte sit præg på ikke bare valgkampen, men de kommende års sundhedspolitik.

Region Sjælland HAR rent faktisk en politisk vedtaget strategi for udbygning af det nære sundhedsvæsen. Region Sjælland HAR rent faktisk en politisk vedtaget praksisplan for de praktiserende læger. Så på sigt ser fremtiden måske fornuftig ud.

Men lige nu og her – og for de kommende år – skal der arbejdes hårdt og tænkes realistisk og kreativt for at sikre kvalitet og kontinuitet for alle borgere, for at udnytte ressourcerne i det nære sundhedsvæsen bedst muligt , for at sikre at de ældste praktiserende læger kan holde til arbejdspresset, mens de uddanner de kommende kolleger og for at tilsigte, at en kommende generation af praktiserende læger kommer til Region Sjælland, fordi det er der, de kan være rigtige familielæger med tid til patienterne, samtidig med at de også har tid til deres egen familie.

Så spørgsmålet er: har Sjællands politikere modet til at gøre noget ekstraordinært for lægedækningen, så de gode hensigter lykkes og ”Sundheden kommer tæt på dig”, som der står i regionens strategi for udvikling af det nære sundhedsvæsen?


Ovenstående debatindlæg blev bragt i Sjællandske Medier den 13. oktober 2021