Udsættelse af konflikt i 14 dage
  • Yngre Læger
29. marts 2018

I går aftes meddelte Forligsinstitutionen i en kort pressemeddelelse, at forligsmanden har valgt at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked i 14 dage. Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, håber på, at det her er et tegn på en bevægelse fra arbejdsgiverne side og som frem til nu vil Yngre Læger gå konstruktivt til de videre forhandlinger med fornyet tro, siger hun.

Forligsmand Mette Christensen er ikke kommet med en egentlig begrundelse for, hvorfor hun vælger at udsætte konflikten. Hvis forligsmanden mener, at der stadig er grund til, at parterne mødes, kan hun udskyde en konflikt og lockout uden nærmere forklaring. Forhandlingerne i Forligsinstitutionen er tavshedsbelagte, men udsættelsen tyder selvfølgelig på, at Forligsmanden vurderer, at der er mulighed for et forlig.

Udsættelsen betyder, at Yngre Lægers varslede konflikt pr. 4 april indtil videre er udsat i 14 dage. Dermed kan en strejke tidligst starte den 22. april og en lockout den 28. april. Forligsmanden kan også inden for de to uger erklære, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat, hvorefter strejke og lockout kan udbryde på femtedagen efter erklæringen.

”Jeg håber, at forligsmanden nu mener, at der er gode muligheder for, at parterne kan mødes om en aftale. En konflikt, og ikke en mindst en lammende lockout, er ikke noget, vi ønsker. Vi håber på, at det her er et tegn på, at man vil komme os i møde på lønnen – at der er tale om en bevægelse fra arbejdsgivernes side. Som frem til nu går vi konstruktivt til de videre forhandlinger med fornyet tro på en løsning, så vi kan undgå en storkonflikt”, siger hun.

Det glæder Camilla Rathcke, at man de sidste mange uger og måneder har vist, at over 100 fagforeninger kan stå samlet i denne sag.

”Det skal vi fortsætte med. Det er meget vigtigt, at vi viser, at det her ikke drejer sig en lille gruppe af mennesker med særlige krav, men noget helt principielt, der er på spil – nemlig vores velfærd – og at det fortsat skal være attraktivt at arbejde i den offentlige sektor,” siger hun.

Forhandlingerne starter igen i Forligsinstitutionen på lørdag den 31. marts.

Forligsinstitutionens pressemeddelelse