Udbudsklinikker – en dyr og dårlig løsning
  • PLO
14. december 2018

Udbudsklinikker er økonomisk en dyr løsning. Men antallet af kontakter pr. patient er lavt sammenlignet med praktiserende læger på PLO-overenskomst. Og antallet af klager fra patienterne er højt, skriver næstformand Niels Ulrich Holm i indlæg.

Af Niels Ulrich Holm
Næstformand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

I en annonce i Altinget fortæller adm. direktør Christian Riewerts fra Nordic Medicare (NMC) om alle lyksalighederne ved NMC’s klinikker. Samtidig retter han en skarp kritik mod os andre almindelige praktiserende læger med egne klinikker. Det kalder på en reaktion.

Udbudsklinikker er en nødløsning, regionerne tyr til, når det ikke er muligt at få en praktiserende læge til at åbne praksis i et område. Det er fint, at der findes en sådan nødløsning, for borgerne skal jo kunne gå til lægen. Men udbudsklinikker er økonomisk en meget dyr løsning for samfundet.

Når et ydernummer tildeles en udbuds- eller regionsklinik, er prisen, som den enkelte klinik modtager pr. patient, ikke offentligt tilgængelig. PLO har dog fået adgang til priserne for regions- og udbudsklinikkerne i Nordjylland. Vi kan på den baggrund konstatere, at honoreringen pr. patient er væsentligt højere, end hvis praksis blev varetaget af en læge på PLO’s overenskomst.

Billedet bekræftes, når man ser på regnskabstallene for regionernes udgift til udbuds- og regionsklinikker for 2017. Heraf fremgår, at de gennemsnitlige udgifter pr. patient er højere end for PLO-klinikker i alle fem regioner.

Selv om udbudsklinikkerne altså er dyrere end PLO-klinikker, er antallet af kontakter med patienterne lavere. Både i PLO-klinikker og i regionsklinikker ser lægerne flere patienter end i klinikker som dem, NMC driver. Fx har patienter på mellem 0 og 2 år 3,6 årlige kontakter i udbudsklinikkerne i Nordjylland, mens tallet er 5,8 i PLO-klinikker. Og patienter på mellem 70 og 79 år har i gennemsnit 8 kontakter pr. år i udbudsklinikkerne mod 12,1 i PLO-klinikker.

Det kan skyldes, at udbudsklinikkerne modtager et fast honorar pr. patient og således ikke har noget incitament til at se patienterne særlig ofte – i modsætning til os andre, der primært bliver afregnet efter vores faktiske aktiviteter. De enkelte patient oplever det næppe som god kvalitet at blive set så lidt som muligt.

Når Christian Riewerts bryster sig af, at der er udbetalt større beløb i patienterstatning fra PLO-klinikker end fra NMC’s klinikker, er der tale om så grov manipulation, at det faktisk er useriøst. Udbudsklinikker er jo en forholdsvis ny størrelse, og disse sager er ofte en del år om at nå igennem systemet og blive afsluttet.  

Ser vi på de nyere tal, så var der i 2017 0,9 patienterstatningsklager pr. kapacitet over udbudsklinikker, mens der var 0,3 patienterstatningsklager pr. kapacitet over PLO-klinikkerne. Det vil sige, at tre gange så mange patienter søger erstatning hos udbudsklinikker i forhold til almindelige lægepraksis.

Samme billede ser man, hvis man kigger på de såkaldte serviceklager, som bl.a. kan gå på manglende tilgængelighed, dårlig tone fra lægen og lignende. I alle fem regioner bliver der klaget væsentligt mere over både regions- og udbudsklinikker end over almindelige lægeklinikker. I udbudsklinikker klages der over servicen 1,26 gange om året pr. læge, mens der i PLO klinikker kun er 0,08 klager pr. læge.  

Jeg overlader trygt til læserne at vurdere, hvad det siger om kvaliteten i henholdsvis udbuds- og PLO-klinikker.

**********************************************************************
Debatindlægget har været bragt i netavisen Altinget.