Teknologi løser ikke lægemangel
  • PLO
28. november 2019

Regionsrådsmedlem og speciallæge Christian Møller-Nielsen (V) skriver i JP 24. november, at lægemanglen i almen praksis kan løses gennem ”en modernisering af arbejdsgange i almen praksis og nytænkende anvendelse af it”. Det lyder jo dejligt nemt. Spørgsmålet er, om det nu er så enkelt, og om det holder i virkelighedens verden. Bestyrelsesmedlem Trine Jeppesen har skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten som modsvar til Christian Møller-Nielsen.

Af Trine Jeppesen, fFormand for It- og Dataudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Regionsrådsmedlem og speciallæge Christian Møller-Nielsen (V) skriver i JP 24. november, at lægemanglen i almen praksis kan løses gennem ”en modernisering af arbejdsgange i almen praksis og nytænkende anvendelse af it”. Det lyder jo dejligt nemt. Spørgsmålet er, om det nu er så enkelt, og om det holder i virkelighedens verden.

De praktiserende læger er meget positive over for ny teknologi. Almen praksis bruger masser af it-teknologi i vores kommunikation med patienterne, via hjemmesider, e-konsultationer og en app (Min Læge), som PLO har været med til at få udviklet.

Vi er aktuelt i gang med at afprøve videokonsultationer. Vi har studeret erfaringer fra bl.a. Norge, Sverige og Israel. Fælles for danske og udenlandske erfaringer er, at videokonsultationer hverken aflaster den praktiserende læge eller sparer tid hos lægen. Videokonsultationen opleves primært som et godt supplement til sundhedsfaglige konferencer på tværs af sektorer og måske som et bidrag til samarbejde og behandling af patienter, der er særlig udsatte og sårbare og har svært ved at komme i klinikken. 

Video opleves af nogle ”hverdagssyge” patientgrupper som en fin ekstra service, dog med store begrænsninger. Vi kan trods alt stadig hverken kikke i ørerne eller lytte på lungerne gennem et kamera.

Så ny teknologi bliver løbende taget i brug af de praktiserende læger, men indtil nu har det mere vist sig som en godt et værktøj til tværsektorielt samarbejde og en øget tilgængelighed og service for ikke særlig syge patientgrupper. Man kan hverken påvise en effektivisering af lægetid, eller at det skulle afhjælpe lægemangel. 

Vi løser ikke lægemanglen i almen praksis ved at installere et kamera i klinikken. Vi har brug for flere læger, mere personale, bedre lokaler og bedre samarbejde. Her spiller ny teknologi en rolle, men den er langt fra den forkromede løsning, som nogen gerne vil give indtryk af.


Indlægget er bragt d. 28. november 2019 i Jyllands-Posten