”Sundhedsklynger” – hvordan i praksis?
  • PLO
20. april 2018

PLO er meget enig i de problemstillinger, som får tre prominente debattører til at stille forslag om at skabe ‘sundhedsklynger’. Men det er uklart, hvilken form for ledelse de egentlig forestiller sig, skriver Christian Freitag i debatindlæg i Dagens Medicin.

Af Christian Freitag
Formand for PLO

Frede Olesen, Leif Vestergaard og Kjeld Møller Petersen beskriver i et indlæg i Dagens Medicin ”sundhedsklyngen” som en mulig løsning på de velkendte problemer med sektorovergange og den manglende balance og sammenhæng mellem sygehusenes, kommunernes og almen praksis’ sundhedstilbud.

Når tre så indsigtsfulde personer skriver disse tanker i fællesskab, og når det omhandler en ret ny struktur og især ledelsesstruktur, så må vi, der arbejder i sundhedsvæsnet, læse det ekstra grundigt.

For en ordens skyld skal det understreges, at forfatternes tanker om ”sundhedsklynger” er noget andet end de ”kvalitetsklynger”, som der er indgået aftale om i den nye overenskomst for almen praksis. Denne aftale handler alene om kvalitetsarbejde og kvalitetsforbedringer i almen praksis baseret på sundhedsdata i meget bred forstand. 

Sundhedsvæsenet klarer meget uden brug af ”sektorovergange”
Inden vi ser på løsningerne af de åbenlyse problemer, bør vi vel lige slå fast, at langt den største sundhedsproduktion i Danmark heldigvis ikke er afhængig af velfungerende ”sektorovergange”. 

Sygehusene yder som selvstændige enheder en enorm og en enormt effektiv behandling, hvor patienter heldigvis ofte færdigbehandles, og hvor efterbehandlingen er ret entydig og uproblematisk. Kommunerne leverer i stigende grad rehabilitering, genoptræning og pleje, helt selvstændigt og på et tiltagende højere niveau. Og på samme måde leverer vi praktiserende læger, og i øvrigt praksissektoren generelt, langt størstedelen af vores indsats for borgernes sundhed helt selvstændigt uden behov for sygehusindlæggelse eller kommunal assistance.

Der er enorme faglige og økonomiske fordele ved, at man som patient kan blive hjulpet hele vejen af kun én af de tre sektorer, og kun undtagelsesvist og kortvarigt skal ”besøge” en af de andre – og det skal vi holde fast ved. 

Når det er sagt, så har forfatterne naturligvis fat i noget – ja, de har nærmest fat i sundhedsvæsenets achilleshæl i disse år. 

To versioner af ”sundhedsklynger”” – der er fundamentalt forskellige
I PLO er vi fuldstædig enige i problemstillingerne. Og der er masser af indbygget god logik i tankegangen: Når nu mange patienter og især de udsatte patienter er afhængige af, at overgangen fra en sektor til en anden er velfungerende, hvorfor så ikke samle ledelsen af de tre sektorer? 

Det helt store spørgsmål her er, hvad forfatterne mener, når de skriver:

”Vi foreslår derfor, at man laver et antal sundhedsklynger, der får ansvaret for ledelsen af den samlede sundhedsindsats over for patienterne i klyngens optageområde.” 

Det er godt nok store ord. 

Den ene version af ”ledelse” kunne være, at vi etablerer en stærk faglig gruppe, der kan lede fagligheden og sammenhængen i fagligheden, mellem de tre sektorer. 

Lad os antage, at ledelsesgruppen følger borgere med demens i det pågældende område. Først identificerer man nogle problemer i sammenhængen mellem den indsats, som kommune, sygehus og almen praksis leverer. Dernæst foreslår man nogle konkrete ændringer, som kunne komme disse borgere til gavn. Det kunne være en ændret arbejdsdeling, en bedre diagnostik eller en bedre kommunikation i plejen af patienterne.

Såfremt vi kan etablere løsningen ved blot at korrigere nogle arbejdsprocedurer inden for de nuværende rammer, kunne dette gøres direkte til de implicerede. Hvis ændringerne derimod ikke kan ske inden for de nuværende rammer, så må ændringerne forelægges regionen, som så må prioritere indsatserne op mod ressourcerne i dialog med kommune og praksissektor.

Hvis en sådan treenighedsledelse reelt var baseret på faglighed (og ikke politik), så er jeg ret overbevist om, at treenigheden kunne få stor gennemslagskraft i de faglige kredse i både kommuner, på sygehus og i almen praksis. 

En anden version af ”ledelse” kunne være, at man lægger al ledelse, alle budgetter og alle beslutninger i hænderne på disse tre personer, som er ansat af og refererer til regionsrådet.

Ledelsesgruppen råder så over samtlige, der i dag er kommunalt ansatte inden for plejesektoren, alle ansatte på det pågældende sygehus, og, nok så iøjnefaldende, råder de også over samtlige praksisklinikker i området. Det vil de facto betyde, at det kommunalt ansatte plejepersonale overgår fra kommunen til regionen, og det vil betyde, at alle de selvstændige klinikker (praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter etc.) også skal være underlagt denne treenighedsledelse.

Denne sidste udlægning af ”ledelse” vil jo indlysende betyde en voldsom reduktion af kommunerne, og det vil betyde en afskaffelse af hele praksissektoren i Danmark, herunder alle landets 3400 praktiserende læger.

Begge disse modeller kan faktisk rummes i forfatternes indledende tanker om ”sundhedsklynger”. Heldigvis anfører forfatterne også selv, at de ikke har adresseret alle problemstillingerne ved denne idé om ”sundhedsklynger”. 

Jeg kan ikke forestille mig, at formålet med denne kronik har været at foreslå at eliminere noget af det mest velfungerende ved det danske sundhedsvæsen og erstatte det af en meget stor offentlig arbejdsplads, der vil kræve endnu flere ansatte, end vi har i dag – til sammen.

Jeg kan til gengæld godt forestille mig, at forfatterne ønsker at udfordre den nuværende struktur, især beslutningsgange, kassetænkning og indgroet vaner - og det arbejde vil PLO gerne deltage i, vi er sådan set allerede i gang.

***********************************************************
Indlægget er bragt i denne uges udgave af Dagens Medicin.