Selvstændigheden som praktiserende læge er et trækplaster
  • PLO
21. august 2019

På grund af den aktuelle mangel på praktiserende læger tales der meget om, hvad der kan øge søgningen til specialet almen medicin og livet som praktiserende læge. I den debat indsniger sig af og til den misforståelse, at det skulle være sådan, at en stor del af de unge læger hellere vil være offentligt ansatte end selvstændige praktiserende læger. Det er ikke tilfældet! Det skriver bestyrelsesmedlem i PLO Gunver Lillevang i Politiken i dag.
 

Af Gunver Lillevang, praktiserende læge, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg og medlem af PLO's bestyrelse

I hver eneste undersøgelse af den slags viser det sig, at langt det største flertal af unge almenmedicinere ønsker sig at blive selvstændige praktiserende læger.

Og de relativt få, der ikke i første omgang kan overskue at købe en praksis, ønsker sig ansættelse i almen praksis - ofte blot i nogle få år. Der er praktisk talt ingen, der på længere sigt drømmer om ansættelse i en regionsklinik eller en udbudsklinik.

Et videnskabeligt studium, som jeg har gennemført sammen med fire kolleger og som netop er blevet publiceret i det ansete European Journal of General Practice, har afdækket, hvad der får danske yngre læger til at vælge specialet almen medicin og livet som praktiserende læge.

I studiet svarede 670 yngre læger på, hvorfor de havde valgt speciallægeuddannelsen i almen medicin, og det viser sig, at selvstændigheden og den høje grad af indflydelse på egne arbejdsforhold ligefrem i sig selv er en rekrutterende faktor for mange af de unge læger. 

Dertil kommer, at det er afgørende, at arbejdet i almen praksis er centreret omkring den enkelte patient og er baseret på kontinuitet i læge-patientrelationen. Lige præcis de forhold opnås bedst i almen praksis, som vi kender den - ikke i de alternative klinikformer, som vi midlertidigt har taget i brug på grund af lægemanglen.

Studiets resultater bekræftes, når man ser på, hvad de unge læger rent faktisk gør, når de er færdige med deres speciallægeuddannelse. Et udtræk fra Lægeforeningens medlemmer viser, at ni ud af ti af alle speciallæger i almen medicin på under 40 år er klinikejere, mens 2 pct. er vikarer, og 1 pct. er ansatte læger. Endelig er 7 pct. ansat andre steder i sundhedsvæsenet.

Det er helt afgørende, at vi ikke får gjort de midlertidige ordninger med regions- og udbudsklinikker permanente i en misforstået opfattelse af, at det er, hvad de unge læger ønsker sig. For det er det ikke. 

De unge læger ønsker at arbejde i almen praksis, som vi kender den. Og så dog alligevel ikke. For de drømmer ikke om de 50 timer lange arbejdsuger, som de nuværende praktiserende læger har.

De ønsker sig et balanceret arbejdsliv med en arbejdstid svarende til almindeligt fuldtidsarbejde, og for en dels vedkommende lidt lavere timetal de første år, hvor de er småbørnsforældre. 

Derfor må vi som samfund sørge for at få uddannet en tilstrækkelig stor mængde nye speciallæger i almen medicin, så vi kan sikre, at vi i fremtiden har praktiserende læger nok til, at hver enkelt kan have en arbejdsuge, der ”kun” indebærer et almindeligt fuldtidsarbejde.

Og i mellemtiden skal vi undgå at få permanentgjort de midlertidige klinikformer, der netop ikke lever op til det, der tiltrækker de unge læger.  


Debatindlægget er bragt i Politiken d. 21. august 2019