Sådan får vi praktiserende læger nok
  • PLO
14. november 2018

Muligheden for at få vendt udviklingen med faldende antal praktiserende læger er oplagt til stede. Men for at det kommer til at ske, kræves der handlekraftigt initiativ og orkestrering fra Christiansborg, for kun derfra kan alle relevante aktører i sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet tages i ed, skriver formanden for PLO's Rekrutteringsudvalg Gunver Lillevang i kronik.

Af Gunver Lillevang, formand for Rekrutteringsudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Manglen på læger i almen praksis er nu et stort problem, der mærkes i alle fem regioner, også midt i Kongens København. Og behovet for praktiserende læger vil i de kommende år kun vokse.

Derfor er det meget positivt, at der er kommet politisk fokus på at skaffe flere praktiserende læger. Mange partier har erkendt problemets alvor og er kommet med forslag til løsninger. Både regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har således meldt ud, at der skal uddannes væsentligt flere speciallæger i almen medicin.
 
Mest vidtgående har Socialdemokratiet foreslået, at der skal oprettes 100 ekstra hoveduddannelsesstillinger i almen medicin. Det svarer efter PLO’s beregninger til, hvad der skal til for at sikre et tilstrækkeligt antal læger i almen praksis på længere sigt. Man skal bare også huske 150 ekstra introduktionsstillinger, som er forudsætningen for, at lægerne kan søge de nye stillinger.

Det, der dog især vakte opsigt ved det socialdemokratiske udspil, var forslaget om at indføre en pligt for alle unge læger til at arbejde et halvt år i almen praksis, efter de har afsluttet den kliniske basisuddannelse. Et så indgribende tiltag vil vi i PLO klart fraråde. Det vil mindske motivation og engagement i forhold til at arbejde i almen praksis, hvis det er noget, man skal tvinges til. Det kan på sigt påvirke rekrutteringen til almen praksis negativt. 

I øvrigt er der global mangel på læger, så sådan et forslag kan føre til, at danske læger tager til udlandet frem for at gennemføre en speciallægeuddannelse i Danmark. 

En bedre mulighed kunne være at ændre sammensætningen af den almenmedicinske speciallægeuddannelse, der i dag indeholder 2,5 år i almen praksis og 2,5 år på sygehus. Hvis man omlægger uddannelsen til et halvt år længere i almen praksis på bekostning af et halvt år på sygehus – som de praktiserende lægers faglige selskab DSAM tidligere har foreslået – vil det på kort sigt skaffe flere læger til almen praksis.

Det er allerede besluttet, at alle læger fremover skal arbejde et halvt år i almen praksis som en del af deres kliniske basisuddannelse. Det er fornuftigt, og det kunne man måske supplere med en form for – frivillig! – mulighed for at for-længe tiden i almen praksis, inden den unge læge går videre i uddannelsessystemet.
 
Herudover bør de lægestuderende have mere kliniktid i almen praksis fordelt på flere tidsperioder i løbet af lægeuddannelsen. Man ved, at det vil give flere ny-uddannede læger lyst til at vælge almen medicin. 

Men selv om alt dette sættes i værk nu, så tager det jo en årrække at uddanne speciallæger i almen medicin. Derfor er der behov for løsninger, der på den korte bane øger kapaciteten og antallet af læger i almen praksis.

Vi ved, at langt hovedparten af de almenmedicinske uddannelseslæger på sigt forestiller sig at blive praktiserende læger. Med en fokuseret indsats vil man formentlig kunne få en del af de allerede færdiguddannede unge læger til at vælge almen praksis til, ligesom man formentlig kan nedsætte tiden, fra speciallægerne er færdiguddannede, til de nedsætter sig i egen praksis.

Omkring 770 almenmedicinere arbejder i dag uden for almen praksis, den største gruppe på sygehuse. En del af disse læger har mange år på bagen og har definitivt valgt andre karriereveje. Men der er også en del unge almenmedicinere, der tøver med at nedsætte sig i egen praksis blandt andet på grund af usikkerhed om fremtidsudsigterne i relation til arbejds- og familieliv, og måske særligt i forhold til, om de kommer til at være ansvarlige for en uoverskuelig mængde patienter og arbejdsopgaver. 

Mange af disse unge læger kan tiltrækkes til almen praksis, hvis man møder dem og deres bekymringer og hjælper med at finde måder at arbejde på, der passer til den enkelte. Det handler om at lytte til, hvad de ønsker sig af deres praksisliv, om at hjælpe dem med at udfolde de muligheder, der er for forskellige klinikformer, brug af delepraksis etc, og måske om helt konkrete, håndholdte indsatser som hjælp til at finde egnede lokaler eller job til ægtefællen.

Med den nyeste overenskomst for almen praksis er mulighederne for ansættelse i almen praksis forbedret - og dermed gives flere en mulighed for at ”prøve livet som praktiserende læge af”, inden de tager springet fuldt ud. 

Det duer dog ikke alene at fokusere på rekruttering. Fastholdelse af praktiserende læger, der allerede er etablerede i praksis, men som på grund af alder, arbejdsbelastning eller andre forhold overvejer at stoppe som praktiserende læger, er jo den allerkorteste vej til flere læger. Dag for dag øges mængden og kompleksiteten af opgaver for de praktiserende læger, og det kan godt tage pusten fra mange. Derfor er det vigtigt at styrke trivslen blandt både unge, midaldrende og ældre praktiserende læger. 

De mange positive politiske signaler er i sig selv en stor hjælp. Det er sjovere at arbejde i en branche i vækst, hvor man har en tro på, at fremtiden er arbejdsmæssigt attraktiv. Men de positive signaler skal følges op af konkret handling. Hvis praktiserende læger oplever, at de drukner i nye administrative byrder, krav fra kontrolmyndigheder og ikke-aftalt opgaveglidning fra sygehusene, går det ud over arbejdsglæden og lægens helbred og arbejdskapacitet. 

Samtidig bør man forbedre de praktiserende lægers mulighed for at ansætte flere uddannelseslæger og mere klinikpersonale, der kan aflaste dem og hjælpe med at tage hånd om flere patienter. Både de økonomiske og de fysiske rammer – lokalerne – skal forbedres, hvis der skal blive plads til flere ansatte i klinikkerne. Den milliardinvestering, man har foretaget i byggeri af nye sygehuse, må følges af en tilsvarende, om end mindre, investering i almen praksis. Dertil bør man slække på den investeringsbremse, som økonomiloftet i almen praksis udgør.

Mange læger vil med særlige aftaler kunne fastholdes lidt længere. Det handler oplagt om de ældre praktiserende læger, men også om en del midaldrende læger, der af den ene eller den anden grund har behov for at skrue ned for arbejdspresset og -tempoet. Det kan handle om nedsat arbejdstid, nedsat patientantal og hjælp til aflastning. Det er meget bedre for os som samfund, at vi kan give læ-gerne et arbejdsliv, som de kan holde til i mange år, frem for at drive rovdrift på dem og så blot opnå, at en del af dem helt må kaste håndklædet i ringen. 

Jobbet som praktiserende læger kræver, at man er speciallæge i almen medicin, og det kræver også gå-på-mod, robusthed og overskud. Kun på den måde kan lægen være der for patienterne, som de har behov for. Vi skal sørge for at gøre det til et attraktivt lægejob at vælge almen praksis og at nedsætte sig som praktiserende læge. Det har ikke været situationen gennem de sidste ti år, og det kan nu mærkes. Det er det, vi skal have gjort noget ved.

Muligheden for at få vendt udviklingen med faldende antal praktiserende læger er oplagt til stede, men det kræver mange forskellige tiltag fra utallige aktører - nu! For at det kommer til at ske, kræves der handlekraftigt initiativ og orkestrering fra Christiansborg, for kun derfra kan alle relevante aktører i sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet tages i ed. Og vi kommer heller ikke uden om, at det vil kræve reel investering at få almen praksis på fode igen og i trivsel og vækst de næste mange år.


Kronikken har været bragt i Berlingske den 14. november 2018.