Region Nordjylland og PLO: Sådan vil vi forbedre og sikre lægedækningen
  • PLO
09. oktober 2019

Region Nordjylland og PLO har sat sig sammen for at finde nye løsninger på udfordringen med at sikre praktiserende læger til alle i Nordjylland. Samarbejdet har resulteret i et fælles forståelsespapir og et ønske om endnu mere samarbejde.

Mere fokus på licensklinikker i Region Nordjylland
Region Nordjylland og PLO-Nordjylland er netop blevet enige om i langt højere grad at undersøge muligheden for at etablere såkaldte licensklinikker. Målet er, at de skal tiltrække og fastholde praktiserende læger særligt i de områder, hvor der er udfordringer med at rekruttere og fastholde praktiserende læger.

En ”licensklinik” er en klinik, hvor den praktiserende læge arbejder under overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og PLO, men hvor regionen bistår lægen med lokaler, personale og it. Det betaler lægen så regionen for.

"Vi har i regionen nogle lægedækningstruede områder, hvor vi i fællesskab med PLO hele tiden forsøger at finde løsninger. Vi har for nylig oprettet en af disse licensklinikker i Frederikshavn med stor succes, og både vi og PLO kan se, at det er en fornuftig vej at gå fremover. For overenskomstmæssige løsninger med de praktiserende læger er altid vores førsteprioritet", siger regionrådsformand Ulla Astman (S).

Regionsrådsformanden har sammen med Region Nordjyllands øvrige formandskab, Lone Sondrup (V) og Lene Linnemann (SF), afholdt et konstruktivt dialogmøde med formanden for henholdsvis PLO, Christian Freitag, og PLO-Nordjylland, Annemette Alstrup. Parterne har i et fælles forståelsespapir beskrevet, hvordan man ønsker et fortsat samarbejde om at forbedre lægedækningen.

"I PLO ser vi frem til at styrke vores samarbejde med Region Nordjylland om at sikre, at så mange patienter som muligt har deres egen praktiserende læge, der virker inden for rammerne af den almindelige overenskomst – blandt andet gennem oprettelse af flere licensklinikker. Jeg er glad for, at vi har en fælles opfattelse af, at det er den bedste løsning for patienterne", siger formanden for PLO-Nordjylland, Annemette Alstrup.

Region Nordjylland og PLO-Nordjylland blev på dialogmødet enige om, at parterne i en fælles indsats fremover skal være opsøgende og informere både praktiserende læger og yngre læger om mulighederne for at arbejde i licensklinikker.

Det kan eksempelvis være yngre læger, som ikke er helt afklaret om, hvorvidt de ønsker at nedsætte sig i egen praksis, og derfor i en tidsbegrænset periode får muligheden for at få erfaringer med at drive praksis efter overenskomstens regler og honorering.

Det kan også være et tilbud til læger, der nærmer sig pensionen og i den fase får mulighed for dels at blive aflastet og dels får mulighed for at introducere kommende praktiserende læger til arbejdet. Det kan ske ved eksempelvis sammenlægning af mindre klinikker eller sikring af generationsskifte, hvor de nye læger ønsker en licensaftale.

Parterne er også enige om, at licensklinikker kan bidrage med uddannelsespladser, når der aktuelt skal etableres betydeligt flere uddannelsesstillinger i almen medicin.Øget hjælp til de praktiserende læger

Region Nordjylland og PLO-Nordjylland er også blevet enige om vigtigheden af at tilbyde hjælp til organisationsudvikling, effektiv praksisdrift og klinikledelse til de praktiserende læger i Region Nordjylland. Det sker allerede i dag igennem Nord-POL (Nordjylland – Praksis, Organisation og Ledelse), der er et tilbud de praktiserende læger i regionen kan gøre brug af. Her bliver der trukket på blandt andet lægefaglige konsulenter, der kan være med til at sikre udvikling i lægeklinikkerne i regionen.

Flere værktøjer til sikring af lægedækning
Region Nordjylland og PLO-Nordjylland ønsker sammen at understøtte og afsøge alle muligheder for at understøtte fastholdelse og rekruttering inden for overenskomstens rammer.

I visse geografiske områder er det i perioder ikke muligt at sikre borgerens adgang til egen læge via de muligheder og redskaber, der eksisterer i overenskomst om almen praksis. I disse tilfælde er det regionens ansvar at sikre borgerne adgang til et alment medicinsk lægetilbud i nærområdet via oprettelse af udbudsklinik eller regionsklinik.

Både Region Nordjylland og PLO-Nordjylland vil følge udviklingen i antallet af praktiserende læger i de kommende år og vil i fællesskab overveje yderligere indsatser, hvis ikke udviklingen går i den rigtige retning.