Pressemeddelelse: Bedre hjælp til kirurgiske og ortopædkirurgiske patienter
  • FAS
  • FAPS
01. februar 2021

Flere borgere vil i de kommende år få behov for behandling hos en praktiserende speciallæge i kirurgi eller ortopædkirurgi i takt med, at der bliver flere ældre. Nye aftaler mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) sikrer, at lægerne kan give bedre hjælp til stadig flere patienter.

-Aftalerne er endnu et skridt mod et mere fleksibelt og sammenhængende sundhedsvæsen, som i høj grad vil gavne patienterne, siger formand for Regionernes Lønnings- og Praksisnævn, RLTN, Anders Kühnau.

-Flere patienter vil kunne modtage hele deres behandling i speciallægepraksis uden at de skal en tur forbi sygehuset, tilføjer Anders Kühnau.

Samtidig betyder aftalerne, at der kan behandles flere patienter indenfor den aftalte økonomiske ramme, så patienterne hurtigere kan få en tid til behandling, 

-Aftalerne markerer også, at vi efter mere end 5 års hårdt arbejde har moderniseret stort set samtlige specialer i speciallægepraksis. Det betyder, at alle i berøring med speciallægepraksis kan nyde godt af nye og moderne behandlingsmetoder og bedre sammenhæng mellem sektorer, siger Anders Kühnau.

Flere færdigbehandles hos praktiserende speciallæger 
Med aftalerne er der taget flere initiativer til at sikre, at patienterne kan færdigbehandles i speciallægepraksis uden henvisning til sygehus. Dette er med til at afhjælpe sygehusene i en tid, hvor man er presset af blandt andet COVID-19. 

Ultralyd er i kraftig vækst som diagnostisk værktøj, da speciallægen kan bruge det til at stille en mere præcis diagnose. Med aftalerne behøver patienterne ikke længere henvises til sygehus for at få ultralyd, som i stedet bliver en naturlig del af tilbuddet i kirurgisk og ortopædkirurgisk speciallægepraksis. På den måde sparer både patient og læge tid. 

Ortopædkirurgerne har med aftalen fået mulighed for at anvende anæstesi til at bedøve patienterne forud for en række større indgreb, hvor det tidligere har været nødvendigt at henvise patienterne til behandling på sygehus.

- Vi praktiserende speciallæger ønsker at være det nære specialiserede sundhedstilbud til patienterne. Det betyder i praksis, at vi gerne vil behandle så mange sygdomstilstande som overhovedet muligt i speciallægepraksis. På den måde aflaster vi sygehusene og samtidig sparer patienterne tid. Det giver derfor rigtig god mening, at de praktiserende ortopædkirurger nu kan anvende anæstesi og selv behandle en række patienter, som tidligere blev henvist til sygehus, siger formand for FAPS Ann-Louise Reventlow-Mourier

Patienter henvises direkte til andre specialister
Kirurgerne har med aftalen fået mulighed for at henvise patienter med behandlingskrævende lidelser, som ikke hører under kirurgispecialet, til praktiserende dermatologer eller ortopædkirurger. Således undgår patienterne at skulle en tur forbi sygehuset. 

- Der er rigtig mange kompetencer i speciallægepraksis, og det er vigtigt, at vi afsøger relevante behandlingsmuligheder i speciallægepraksis, før vi trækker på sygehusene. Vi er glade for, at aftalen giver kirurgerne mulighed for at henvise til deres dygtige kolleger i speciallægepraksis, siger næstformand i FAPS, Per Flesner. 

Aftalerne træder i kraft den 1. april 2021.

Læs mere: Danske Regioner - Modernisering på speciallægeområdet