Praktiserende læger klar til at vaccinere plejehjemsbeboere
  • PLO
17. december 2020

Så snart den nye vaccine mod COVID-19 er godkendt og kommer til landet, står de praktiserende læger klar til at vaccinere samtlige beboere på landets plejecentre. PLO har aftalt med regeringen, Danske Regioner og KL, at de praktiserende læger løser opgaven med at vaccinere alle plejehjemsbeboere, som en del af første fase af den planlagte vaccinationsindsats mod COVID-19.

PLO er netop nu ved at koordinere, hvilke læger der skal stå for vaccinationsindsatsen på hvilke plejecentre. Interessen blandt de praktiserende læger for at medvirke til dette er overvældende. 

”Regeringen har besluttet, at beboere på plejecentre skal vaccineres som nogle af de første. Det giver rigtig god mening, og når samfundet beder os om at løse opgaven, så tager vi det naturligvis på os”, siger formanden for PLO, Jørgen Skadborg.

”Vi har i weekenden skrevet til vores kommunale formænd og hvert enkelt medlem, og vi har bedt de kommunale formænd om i denne uge at koordinere, hvilke læger der skal dække hvilke plejecentre. Responsen har været overvældende positiv fra vores medlemmer, og det er jeg meget glad for”.

COVID-19-vaccination

”Jeg regner med, at de praktiserende læger vil stå klar med meget kort varsel, så snart vaccinen er godkendt og klar til at blive taget i brug. Hvis vaccinerne er distribueret og klar til at blive taget i brug på en søndag eller en af helligdagene omkring juleaften, så tager vi også ud en af de dage, hvis det skal være,” siger Jørgen Skadborg.

Se nyhed fra Sundhedsstyrelsen: De første vacciner er på vej - og panerne for den indledende vaccinationsindsats er på plads