PLO sender brev med syv forslag til ændringer i COVID-19 teststrategi
  • PLO
29. september 2020

PLO har mandag sendt brev til Danske Regioner, Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed med syv forslag til ændringer i teststrategien for COVID-19. Målet er, at danskerne og sundhedsvæsenet kommer godt igennem efteråret og vinteren, hvor antallet af danskere med COVID-19 lignende symptomer ventes at stige betydeligt. 

PLO fremlægger i brevet disse syv konkrete forslag til ændringer i teststrategien:

  1. Det nuværende krav om, at patienter med lette symptomer skal lægehenvises til test, fjernes, så kun patienter med egentligt behov for lægelig vurdering og rådgivning skal ringe til almen praksis. 
  2. Den myndighedsfælles hotline opgraderes, så der sikres en lettere tilgængelighed, ligesom der bør gøres mere for at informere borgerne om hotlinens eksistens. 
  3. Smitteopsporingsindsatsen, som Styrelsen for Patientsikkerhed står for, opskaleres, så den altid er hurtig og effektiv, også i den kommende vinter. 
  4. Det eksisterende spørgeskema bliver forbedret ved indførelse af simpel kunstig intelligens, når borgerne prøver at booke COVID-19 test på coronaprover.dk. Formålet er med en simpel algoritme at sortere borgerne i fast track, almindelig hastighed eller ring straks til lægen.
  5. Indførelse af et fast track testsystem, hvor almen praksis kan henvise patienter med symptomer på COVID-19, og hvor egen læge vurderer, at de har brug for en klinisk vurdering inden for 1-2 dage. Patienter, som ikke kan vente 1-2 dage, skal fortsat sendes til COVID-19 vurderingsspor samme dag eller indlægges.
  6. Regionernes fast track testspor for sygehusenes sundhedspersonale skal udvides til også at gælde for læger og personale i almen praksis, for at holde klinikkerne åbne.
  7. Sundhedsstyrelsen skal massivt og tydeligt kommunikere til befolkningen, hvornår test er nødvendigt, og hvornår test ikke er nødvendigt. Også rettet mod arbejdsgivere, arrangører og private, der ”afkræver” negativ test inden deltagelse i skole, arbejde, arrangementer etc.

Se PLO's brev her .