PLO: Ældre og sårbare bør vaccineres hos egen læge
  • PLO
13. februar 2021

"Jeg anderkender, at regeringen og Danske Regioner vil lave et udbud om at løse vaccinationsopgaven for de brede raske grupper i befolkningen. Men jeg vil gerne opfordre til, at man indgår forhandlinger med PLO om, at de ældre og syge – alle dem, der er i særlig risiko – kan blive vaccineret mod COVID-19 hos deres egen læge”.

 

​Sådan siger formanden for Praktiserende Lægers organisation (PLO), Jørgen Skadborg, i en kommentar til udmeldingen om, at regeringen og regionerne vil oprette et udbud for private virksomheder, der skal sikre mulighed for at vaccinere over 400.000 personer om dagen mod COVID-19.

”Når vi når frem omkring maj, og brede grupper i befolkningen - der hverken er syge, gamle eller arbejder i frontlinjen - skal vaccineres, er det fint at inddrage alle gode kræfter om at løse opgaven. Men indtil da er det sårbare grupper, der skal vaccineres – aktuelt er det borgere over 85 og alvorligt syge. For disse grupper er det tryggest at blive vaccineret hos deres egen læge, som de kender, og som typisk er tæt på, hvor de bor”.

”For de ældre og de syge borgeres skyld vil jeg meget anbefale, at man forhandler med PLO så alle praktiserende læger forpligter sig til at få disse sårbare grupper vacicneret hos egen læge”.

”De praktiserende læger sprang til med meget kort varsel og løste opgaven med at vaccinere borgere på plejehjem, bosteder og lignende, da de første vacciner kom til landet. Det er naturligt, at man i forlængelse af denne vellykkede start på vaccinationsprogrammet i Danmark beder de praktiserende læger om, at vi på tilsvarende vis vaccinerer de øvrige sårbare grupper,” slutter Jørgen Skadborg.