Patienter og læger til sundhedsministeren: Lav cannabisforsøget om, så det giver brugbar viden
  • Lægeforeningen
11. marts 2020

Danske Patienter og Lægeforeningen går nu ud med en fælles opfordring til sundhedsminister Magnus Heunicke. Forsøgsordningen med medicinsk cannabis skal ændres, så den giver forskningsmæssig dokumentation for virkninger og bivirkninger. I dag misser vi desværre chancen for at få den nødvendige viden om stoffet, lyder det samstemmende fra læger og patienter.

Danske Patienter og Lægeforeningen efterlyser en justering af forsøgsordningen med medicinsk cannabis,  som kan give videnskabelig dokumentation for virkninger og bivirkninger ved brug af cannabis som behandling. Det gør den desværre ikke, som den er udformet i dag. Det er et problem, som sundhedsminister Magnus Heunicke bør løse.

”Af hensyn til patientsikkerheden er det afgørende at få videnskabelig dokumentation om medicinsk cannabis. Den nuværende situation gør, at læger på grund af en politisk beslutning skal tage ansvar for at udskrive cannabis til patienter, uden at der er videnskabelig klarhed om effekt og risiko. Det er rigtigt mange læger naturligvis tilbageholdende med på grund af patienternes sikkerhed,” siger Tue Flindt Müller, formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg.

”Vi har brug for, at flere lægerne støtter op om forsøgsordningen, så patienter får reel adgang til afprøvning af cannabis til medicinsk brug under kontrollerede forhold. Mange patienter med behov for blandt andet smertebehandling er forståeligt frustrerede over ikke at få udskrevet cannabis, som de fra politisk side blev stillet i udsigt. Mange af de patienter ser sig nødsaget til at købe sig til cannabisprodukter, som ikke er lovlige. Samtidig sikrer den nuværende forsøgsordning ikke en systematisk vidensopsamling, så vi kan blive klogere på, hvordan og for hvem cannabis har positiv effekt. Det er uholdbart”,  siger Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter.

Konkret foreslår Lægeforeningen og Danske Patienter, at der laves videnskabeligt opstillede forsøg i almen praksis, speciallægepraksis og på relevante sygehuse. Dette bør tilrettelægges i samarbejde med relevante patientforeninger og forskningsmiljøer.

Danske Patienter og Lægeforeningen opfordrer partierne bag satspuljeaftalen til at justere forsøgsordningen hurtigst muligt. Det vil give forskningsmæssig dokumentation for virkninger og bivirkninger ved brug af cannabis til behandling og dermed være til gavn for patienterne.