Overlægeforeningen: Brug Smittestop-appen
  • Overlægeforeningen
01. juli 2020

”Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe spredning af coronavirus. Derfor opfordrer vi alle til at downloade og bruge den nye app,” siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen.

Over en halv million danskere har indtil nu downloadet sundhedsmyndighedernes app - smittestop - til deres Android eller Iphone, men det er vigtigt, at endnu flere bruger den, siger Lisbeth Lintz.

”Hver gang, vi afværger et tilfælde af covid-19, undgår et menneske risiko for senskader i form af fx lungeskader, hjerneskade, nedsat funktionsevne og død. Appen er et godt værktøj til at begrænse smittespredning og stoppe nye smittekæder hurtigt. Men det kræver, at så mange som muligt downloader appen. Derfor opfordrer jeg alle til at sprede budskabet og bruge appen, hvis de kan,” siger Lisbeth Lintz.

Lige nu er udbredelsen af smitte lav i det meste af landet, men Lisbeth Lintz peger på, at der både kan komme lokale udbrud, og at der kan komme en ny bølge af smitte senere på året. ”Derfor bør vi bruge alle de midler, vi har, til at holde smitten nede,” siger hun.

Appen fungerer ved at bruge din telefons bluetooth-signal til at registrere og huske, hvem du har mødtes med - og om mødet varede i mere end 15 minutter.

På den måde ved appen, hvem du kan have smittet, hvis du selv bliver testet positiv, og om du har været i nærheden af andre, der er blevet konstateret smittet. Melder man sig positiv, giver appen besked til andre brugere, som man ikke kender, men har været tæt på, og de kan så vælge at blive testet og gå i isolation.

Du bliver ikke overvåget

Myndighederne har lagt vægt på at beskytte brugernes data, når de downloader appen. Ingen myndigheder har adgang til oplysninger om, hvem man har været i nærheden af – heller ikke hvis man i appen får besked om, at man har været tæt på en person, der er testet positiv.

Vær opmærksom på, at appen til Iphone kun virker på 6s og senere versioner. Til Android virker den på alle versioner.

Du kan downloade og læse mere om appen her https://smittestop.dk/