Ny vejledning til kræftopfølgning
  • PLO
30. april 2018

En ny vejledning til praktiserende læger skal hjælpe flere kræftoverlevere til et bedre helbred og en større livskvalitet. De næste dage dumper "Kræftopfølgning i almen praksis" ind i mailboksen hos lægerne.

DSAM’s kliniske vejledning "Kræftopfølgning i almen praksis" er netop udkommet. Formålet med vejledningen er at sikre bedre helbred og livskvalitet for den voksne patient, som har eller har haft kræft.

Antallet af patienter, der har eller har haft kræft, er støt stigende. I dag har en gennemsnitspraksis 90 kræftoverlevere pr. læge og får 10 nye hvert år. Det er særligt inden for de seneste ti år, at behandlingen af kræftpatienter har taget et spring frem. Kræft er ikke længere nødvendigvis en dødsdom, men kan ofte betragtes som en kronisk sygdom.

- Mange er fortumlede efter at have gennemgået et kræftforløb. Det hele er gået så stærkt, og derfor har de brug for en opsamling på deres liv. De vil gerne havde deres egen læge tættere på det forløb, de lige har været igennem, siger Bolette Friderichsen, der er praktiserende læge i Hobro og bestyrelsesmedlem i DSAM, til Ritzau.

Foruden fysiske bivirkninger er mange psykisk påvirket af, at de har haft en livstruende sygdom. De frygter et tilbagefald, er kede af det, og nogle rammes af en depression. 

Vejledningen udkommer kun elektronisk. 

Alle praktiserende læger får desuden tilsendt et trykt lamineret ark, som beskriver de opmærksomhedspunkter, der kan være i konsultationen med patienten. 

DOWNLOAD: "Kræftopfølgning i almen praksis" på dsam.dk 

LÆS OGSÅ: "Læger hjælper kræftoverlevere til livsmod" på b.dk