Ny epidemilov: Lægers retssikkerhed skal være i orden
  • Lægeforeningen
16. november 2020

Regeringens udkast til ny epidemilov kan betyde, at læger – under alvorlige epidemier – skal udføre undersøgelser og behandlinger efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Derfor presser Lægeforeningen på for, at der ikke skal kunne gives kritik i klagesager eller rejses tilsynssager mod læger i disse situationer.

Regeringen lægger i et nyt udkast til epidemilov op til at give Styrelsen for Patientsikkerhed en permanent mulighed for at udstede påbud om vidtgående indgreb i forhold til enkeltpersoner. Der kan være tale om indgreb, som patienter kan opleve som meget grænseoverskridende. Patienter kan f.eks. blive påbudt, at de skal lade sig undersøge eller gå i behandling eller isolation, og myndighederne kan i yderste tilfælde gennemføre indgrebene ved at bruge magt.

”Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at nogle patienter vil klage over f.eks. manglende samtykke i forbindelse med behandling, eller over selve indholdet i den påtvungne behandling, og de situationer – som vi forhåbentlig ikke kommer ud i – skal en ny lovgivning naturligvis tage højde for i forhold til lægers retssikkerhed”, siger formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke.

Hun peger på, at der er tale om undersøgelser og behandlinger, som ikke er igangsat på baggrund af en læges individuelle vurdering. De kommer i givet fald til at ske fordi, at en myndighed med afsæt i epidemilovens bestemmelser har beordret, at de er nødvendige og skal foretages, og derfor mener Lægeforeningen også, at klager fra patienter ikke skal rettes mod læger eller andre sundhedspersoner, men mod Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læger skal ikke kunne pålægges at gennemføre indgreb ved magt

Lægeforeningen understreger også i sit høringssvar, at det bør være muligt for læger og andre sundhedspersoner at sige nej til at medvirke til f.eks. undersøgelser eller behandlinger, der gennemføres ved magt.

”I disse sager vil det være Styrelsen for Patientsikkerhed der afgør, om en undersøgelse eller behandling skal gennemføres, og om den evt. skal gennemføres ved magt. Og det vil være sundheds- og ældreministeren, der efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om vaccination. Det er ikke tale om en selvstændig faglig vurdering for den enkelte læge, og derfor mener vi, at man som læge skal kunne trække sig fra at medvirke”, siger Camilla Rathcke.

Hun peger på, at nye epidemilov på mange måder udfordrer patienternes retssikkerhed, og at Lægeforeningen er stærkt optaget af at sikre den så godt som overhovedet muligt.

”Det samme gælder for læger og andre sundhedspersoner. Det er helt afgørende, at vi under alvorlige epidemier kan arbejde med visheden om, at vores retssikkerhed ikke er truet”, understreger Camilla Rathcke.

Regeringens udkast til epidemilov bliver fremsat i slutningen af november måned og skal herefter behandles i Folketinget. Planen er, at den skal træde i kraft den 1. marts 2021, hvor den gældende epidemilov ophæves.