Michael Dupont hyldet på Lægemødet
  • PLO
21. april 2018

Efter seks år som medlem af Lægeforeningens bestyrelse er praktiserende læge Michael Dupont, fra Birkerød i Region Hovedstaden, lørdag trådt tilbage. Det skete på Lægemødet, der i år er blevet holdt i Kolding.

Michael DupontDet er en over 20 årig fagpolitisk indsats, der hermed er slut. Michael Dupont har de sidste tre år været næstformand i Lægeforeningen, og de sidste seks år har han været formand for Lægeforeningens Lægemiddel- og Medikoudvalg. 

Tidligere har han gennem en årrække været medlem af PLO’s bestyrelse, og gennem seks år var han formand for PLO.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, takkede fra talerstolen Michael Dupont for hans store indsats.

”Vi har haft et nærmest perfekt samarbejde. Du har altid været til rådighed, når kalenderen har været presset. Og du har været en super sparringspartner”.

”Jeg kan kun sige, at den unge formand har haft stor glæde af den erfarne lægepolitiker og den store humanist, som du jo også er”, lød det bl.a. fra Andreas Rudkjøbing.

Michael Dupont afløses i Lægeforeningens bestyrelse af praktiserende læge Anna Mette Nathan.