Lægevagten kender godt til skadeklinikken i Farsø
  • PLO
16. november 2021

I lægevagten er vi naturligvis bekendt med skadeklinikken i Farsø. Men det er ikke alle typer af skader, der kan blive behandlet i Farsø, skriver formanden for PLO-Nordjylland i læserbrev. 

Af Charlotte Lønskov Jensen
Praktiserende læge i Nibe og formand for PLO-Nordjylland

Regionsrådsmedlem Mogens O. Madsen kritiserer i Nordjyske lægevagten for ikke tilstrækkelig ofte at henvise patienter til skadeklinikken i Farsø og spekulerer i, om dette skyldes ”arrogance, uvidenhed eller noget helt tredje”.

Jeg kan oplyse, at vi i lægevagten naturligvis er bekendt med skadeklinikken i Farsø. Men når en vagtlæge skal visitere til det bedste tilbud for patienten, skeler hun til de retningslinjer, regionen har udstukket for behandlingen i Farsø. Og sagen er, at efter kl. 15 er skadeklinikken i Farsø bemandet af sygeplejersker og medicinstuderende. Derfor er det ikke alle typer af skader, der kan blive behandlet i Farsø. 

I lægevagten er vi optagede af at sikre, at patienterne får den rigtige behandling med det samme.  Det er til tider i Farsø, men andre gange er det i Hobro, Thisted eller Aalborg. Så når borgere i Vesthimmerland nogle gange oplever at blive henvist til et tilbud, hvor de skal køre længere, er det for at sikre, at de får en behandling, der løser deres problem.

**********************************************
Læserbrevet er bragt 16. november i Nordjyske.