Læger: Tiltrængt styrkelse af ansattes beskyttelse mod chikane
  • Lægeforeningen
25. august 2022

Lægeforeningen siger nej tak til risiko for chikane og vold og ja tak til regeringens lovforslag. Det nye forslag skal styrke trygheden for ansatte med borgernær kontakt ved at give mulighed for at afslå eller begrænse adgangen til aktindsigt på baggrund af chikane eller af hensyn til den ansattes tryghed.

Der er heldigvis en tryg og god kontakt mellem læger og langt de fleste patienter. Men desværre genkender Lægeforeningen Justitsministeriets beskrivelser af risikoen for vold, chikane og anden uacceptabel adfærd, som ansatte med borgernær kontakt kan opleve.

Derfor bakker Lægeforeningen op om et nyt lovforslag fra regeringen. Det vil styrke trygheden for ansatte med borgernær kontakt – herunder læger - ved at give mulighed for at afslå eller begrænse adgangen til aktindsigt på baggrund af chikane eller af hensyn til den ansattes tryghed.

”Det må aldrig accepteres, at man som læge eller anden sundhedsperson udsættes for eksempelvis chikane eller vold. Derfor bakker vi op om, at regeringen med lovforslaget vil tage langt større hensyn til den enkelte læges tryghed. Blandt andet ved at tage højde for, hvornår man risikerer, at en anmodning om aktindsigt i eksempelvis oplysninger om den enkelte læger vil munde ud i chikane eller vold,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

”Vi skal ikke have risikoen for trusler eller vold hængende. Derfor støtter vi lovforslaget,” siger Camilla Rathcke.

Af høringssvaret fremgår desuden, at Lægeforeningen er enig i, at der er et særligt hensyn at tage til mediers og forskeres adgang til oplysninger fra offentlige myndigheder. Det ændrer dog ikke på, at lovforslaget bør tage højde for risici mod enkeltpersoners sikkerhed i disse tilfælde også.

Læs hele Lægeforeningens høringssvar her.