Læger skal ikke hænges ud på grund af banale journalføringsfejl
  • Lægeforeningen
09. februar 2018

Det er prisværdigt, at sundhedsministeren vil genskabe lægers tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed. Lægeforeningen opfordrer ministeren til at bruge anledningen til at gøre op med, at læger og andre sundhedspersoner hænges med navn ud på offentlige hjemmesider på grund af mindre journalføringsfejl.

Nu, hvor sundhedsministeren er i gang med tiltag, der skal genskabe et tillidsfuldt samarbejde i sundhedsvæsnet, bør også hun tage skridt til at gøre op med offentliggørelsesordningen, der hænger længer ud offentligt. Det mener Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing. 

”Det er godt, at Ellen Trane Nørby vil genskabe tilliden mellem læger og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det vil jeg gerne kvittere for, men i samme ombæring vil jeg opfordre ministeren til at ændre offentliggørelsesordningen. Den er nemlig også en del af det nuværende problem,” siger Andreas Rudkjøbing.

”Det er ude af proportioner, at man som læge kan blive hængt ud på en offentlig myndigheds hjemmeside på grund af banale journalføringsfejl. Ordningen bidrager reelt ikke til patientsikkerheden. Slet ikke når banale journaliseringsfejl bliver blandet sammen med grelle fejl,” understreger han.

Lægeforeningen har længe arbejdet på at få Styrelsen for Patientsikkerheds gabestok erstattet af en anden ordning.

”Der er brug for at prioritere læring og ansvar for at få rettet op på fejl. Det giver langt større mening og patientsikkerhed, end at hænge sundhedspersoner ud på nettet, og da især, hvis de fejl, som de har begået, handler om journalføring. Det har jeg en forventning om, at sundhedsministeren også kan se, og at hun vil støtte, at banale journalføringsfejl ikke bør føre til, at man som læge bliver hængt ud”, siger Andreas Rudkjøbing.