Læger: Selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker er dybt problematisk – for patienterne
  • Lægeforeningen
16. marts 2022

Lægeforeningen advarer mod forslag i sundhedsreform om at give sygeplejersker mulighed for selvstændigt at udføre opgaver som i dag af faglige årsager er forbeholdt læger, f.eks. at ordinere blodprøver og igangsætte visse behandlinger.

”Vi kan konstatere, at regeringen i sit udspil vælger at give et såkaldt selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker. Det vil blandt andet give sygeplejersker ret til at udføre opgaver, som med god grund i dag er forbeholdt læger”, siger lægernes formand, Camilla Rathcke.

Hun understreger, at hensynet til patientsikkerheden skal veje tungere end en idé om at udvide en faggruppes ansvarsområde. Samtidig peger hun på, at idéen om at udvide sygeplejerskers virksomhedsområde kun er sparsomt begrundet i udspillet og advarer om risikoen for tidsspilde, uklar ansvarsfordeling og en risiko for, at der tages for mange prøver, som ikke hviler på et tilstrækkeligt fagligt grundlag.

”Læger er uddannet til at undersøge patienter, stille diagnoser, igangsætte behandling og justere denne f.eks. med afsæt i blodprøver, og det er sygeplejersker ikke. Så patienterne risikerer, at sygeplejersker  tager unødvendige blodprøver, som de i øvrigt ikke har forudsætningerne for at tage stilling til resultaterne af, hvilket også gælder for den eventuelle videre behandling af patienten,” siger Camilla Rathcke.

Hun peger på, at der er vide rammer for, hvilke opgaver sygeplejersker kan varetage i dag på en læges ansvar. Læger kan delegere en lang række opgaver til andre, herunder sygeplejersker. Det afgørende er, at lægen fortsat er tovholder på udredning og behandling af patienterne. Når regeringen ønsker at give sygeplejersker muligheder at varetage flere opgaver, hvor de helt selv står på mål for de valg, der træffes, så bør den i stedet se på, hvordan de eksisterende rammer kan forenkles og gøres mere gennemsigtige. Desuden bør opmærksomheden rettes mod de lokale retningslinjer for, hvad sygeplejersker må selvstændigt i den enkelte kommune. For nogle gange er der andre barrierer end de lovgivningsmæssige. Det gælder fx spørgsmålet om, hvem der må give en beboer på et plejehjem en Panodil.    

Bordet fanger, og sygeplejersker må tage ansvar for hele forløbet

Camilla Rathcke understreger, at forslaget har vidtrækkende konsekvenser for sygeplejerskers ansvar for at følge op og tage ansvar.

”Vi har en klar forventning om, at sygeplejerskerne selv følger op på de blodprøver, de måtte bestille, at de kender indikation for vaccinationer, kan tage ansvar for væskebehandling og selv følger op på eventuelle eftervirkninger. Som autoriserede sundhedspersoner må konsekvensen af regeringens forslag naturligvis være, at sygeplejersker på denne led også selv står på mål i klage- og tilsynssager. Som læger kan vi ikke være faglige bagstoppere, når ordinationen ikke har været vores. Sådan må det være”, siger hun.