Læger om sundhedsreform
  • Lægeforeningen
26. marts 2019

Godt med flere praktiserende læger, fokus på psykiatri og behandlingsråd, men hvor er det varige løft af sundhedsvæsenet og planen mod tobak?

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, mener, det er godt, at der nu endelig er klarhed over, hvad regeringen og Dansk Folkeparti vil med sundhedsvæsenet. Men selve aftalen om sundhedsreformen rummer både positive og negative elementer. Desuden er der også væsentlige mangler.

”Det er helt rigtigt, at der skal uddannes mange flere praktiserende læger og satses på bedre, ensartet kvalitet i kommunerne. Det er en nødvendig styrkelse af det nære sundhedsvæsen til gavn for patienterne, som skal have ros. Men vi ser ikke noget behov for en stor og forhastet strukturændring, som aftalen nu lægger op til. Det bliver ressourcekrævende at gennemføre, og ingen ved, om det giver de ønskede forbedringer,” siger Andreas Rudkjøbing.

Der mangler et løft
Samtidig forpligter regeringen og Dansk Folkeparti sig ikke på det løft af ressourcer til at klare opgaverne, som sundhedsvæsenet først og fremmest har brug for.

”Vi vil gerne kvittere for, at der lægges ekstra penge i Nærhedsfonden, men der er fortsat stor usikkerhed om det årlige løft til sundhedsvæsenet, som er helt afgørende,” understreger Andreas Rudkjøbing.

”Hvis man skal have råd til at behandle det stigende antal patienter mindst lige så godt som nu og samtidig kunne bruge nye teknologier og behandlinger, som forbedrer og redder liv, men er dyre, så skal sundhedsvæsenets økonomi vokse med omkring 2 pct. årligt. Det svarer til 3-4 milliarder ekstra om året frem til 2025. Det er mange penge, men det er faktisk, hvad det kræver. Her falder sundhedsreformen desværre igennem,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Godt med fokus på psykiatrien
Han fremhæver også, at regeringen har lyttet og tager hul på at styrke psykiatrien. Det bliver tænkt ind i strukturen i form af sundheds- og psykiatrihuse, og der kommer flere senge. Sundhedsstyrelsen skal lave faglige standarder for socialpsykiatrien.

”Men det er stadig et første skridt. Der mangler stadig psykiatere, og der er et stort økonomisk efterslæb i sektoren, der skal gøres noget ved,” understreger Andreas Rudkjøbing.

Godt med behandlingsråd
Lægeforeningen roser, at der bliver taget skridt til at etablere et behandlingsråd.

”Der er behov for at prioritere nye behandlinger. Der er ikke råd til det hele i sundhedsvæsenet, især ikke under det nuværende pres. Derfor er vi positive overfor tanken om et Medicin- og Behandlingsråd,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Stadig bekymring om sundhedsfællesskaber
Regeringen og DF vil skabe 21 sundhedsfællesskaber, men det er stadig uklart, hvordan de skal blive effektive enheder.

”I det hele taget er der stor usikkerhed, om det repræsenterer en forbedring for patienterne. Vi er heller ikke overbeviste om, at den lægefaglige ekspertise står stærkt nok i ledelsen af sundhedsfællesskaberne og i Sundhed Danmark. Der skal sikres gode patientforløb, og man skal huske, at kerneopgaven trods alt er behandling af patienter,” siger Andreas Rudkjøbing.

Forebyggelsen gik op i røg
Regeringen og Dansk Folkeparti scorer selvmål i forhold til tobaksforebyggelsen.

”Årligt dør 13.600 danskere af tobaksrelaterede sygdomme, og 40 børn og unge begynder at ryge hver dag, men alligevel sætter de ikke priserne markant op på tobak? Det er under al kritik,” slår lægeformanden fast.