Læger om covid-vaccinationsplan: Godt med vacciner til sårbare først, men behov for hurtig plan for udbredelse af vaccinen
  • Lægeforeningen
27. november 2020

Lægeforeningen roser, at risikogrupperne sættes først i sundhedsmyndighedernes plan for covid-vaccinationsindsatsen. Der er forskellige vacciner på vej, og nogle af dem kræver åbenlyst særlig håndtering på sygehuse. Men når vacciner er mere tilgængelige og nemmere at opbevare, skal almen praksis have en hovedrolle i vaccinationsindsatsen. ”Egen læge kender patienterne bedst og kan både vejlede og vaccinere,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, roser, at den nye vaccinationsstrategi prioriterer de grupper, som har størst behov for tilbud om vaccine lige nu.

”Det er mennesker, som er særligt sårbare, hvis de smittes – fx ældre og personer som i forvejen lider af anden sygdom. Det er godt, at planen sætter særligt sårbare mennesker først. Vi lægger også vægt på, at det sikres, at hjemløse og andre med særlige udfordringer, tilbydes en vaccination,” siger Camilla Noelle Rathcke.

Samtidig er det positivt og nødvendigt, at frontpersonale som social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger også får tilbuddet som nogle af de første, forklarer Lægeforeningens formand.

”At vaccinere læger og andre sundhedspersoner vil hindre smitte fra patienter og mellem personale og patienter og samtidig forebygge, at sundhedsvæsenet bryder sammen på grund af covid-smittede sundhedspersoner. Det er fuldstændig afgørende, så vi kan tage hånd om patienterne,” understreger Camilla Noelle Rathcke.

Sygehuse og egen læge skal vaccinere

I vaccinationsplanen nævnes regionale vaccinationscentre, som omdrejningspunkt for ikke mindst de særlige forhold vaccinen kræver. For Lægeforeningen er det afgørende, at der her menes sygehuse, som har de nødvendige faciliteter til de vacciner, der stiller særlige krav til opbevaring. Eksempelvis nedfrysning til mange minusgrader. Herudover skal der naturligvis også være læger, som kan være ansvarlige for vaccinationerne, tage hånd om eventuelle umiddelbare allergiske reaktioner og stå for vejledning af patienterne.

Det er åbenlyst, at den første vaccinationsbølge kræver særlige opbevaringsforhold. Det kan og skal sygehuse klare. Men så snart vacciner er mere tilgængelige og nemmere at opbevare, skal almen praksis have en hovedrolle i vaccinationsindsatsen.

Camilla Noelle Rathcke ser frem til, at de praktiserende læger tiltænkes en større rolle i planen. De nævnes først på et meget sent tidspunkt i udrulningen af vaccinationerne, men allerede nu bør de første skitser tegnes til en mere langsigtet vaccinationsindsats, der kan varetages af patienternes egen læge, mener hun.

”De praktiserende læger kender patienterne og deres sundhedstilstand bedst. Det er oplagt, at de kan give råd og vejledning til sårbare patienter og patienter, som er bekymrede for at blive vaccinerede. Det er også egen læge, der bedst ved, hvem der er i risikogrupperne og aktivt kan opsøge disse patienter. Den tryghed, praktiserende læger kan give, er helt afgørende. Derfor forventer vi også, at de tiltænkes en mere central rolle i vaccinationsindsatsen, når vi ser de næste versioner af vaccinationsplanen,” siger Lægeforeningens formand.

Camilla Noelle Rathcke understreger, at det er helt afgørende med åbenhed om sikkerhed ved og godkendelse af vaccinerne for at øge trygheden i befolkningen.

Samtidig roser hun den tydelige kommunikation fra myndighederne.

”Det er vigtigt, at den bliver gentaget løbende, så befolkningen er tryg ved udrulningen af covid-vaccinerne,” siger Lægeforeningens formand.