Læger: Danske politikere kan lære af Island i kampen mod druk og rygning blandt unge
  • Lægeforeningen
10. april 2019

I Danmark tøver politikerne med at gribe ind, så det virker over for unges forbrug af tobak og alkohol.  På Island er det til gengæld effektivt lykkedes at få nedbragt antallet af unge, der ryger og drikker. Politikere, myndigheder, skoler, forskere og forældre er gået sammen om en koordineret indsats om f.eks. lovgivning om salg af tobak og alkohol, tilskud til fritidsaktiviteter og mål for skoleelevers sundhed. Lægeforeningen opfordrer de danske politikere til at lade sig inspirere af erfaringer fra Island.

Island er godt på vej til at vinde kampen mod unges farlige druk og rygning. I løbet af bare 15 år fra 1998 til 2013 faldt andelen af unge, der ryger dagligt, fra 25 procent til tre procent. I samme periode faldt andelen af 15-årige, der har drukket indenfor den seneste måned fra 42 procent til fem procent. Tallene har holdt sig på det meget lave niveau siden. Til sammenligning viser de seneste tal fra Danmark, at 32 procent af de 15-årige har været fulde inden for den seneste måned. Dertil kommer, at flere unge ryger. I 2017 røg 29 pct. af de 16-24-årige dagligt eller lejlighedsvist.

En væsentlig årsag til Islands succes er, at politikere, myndigheder, skoler, forældre og forskere er gået sammen om en koordineret indsats med en lang række forskellige indsatser på flere niveauer. Politikerne har vedtaget tiltag, som man med sikkerhed ved kan få færre unge til at drikke og ryge – f.eks. højere aldersgrænser og forbud mod reklamer for tobak. Samtidig har man givet tilskud til fritidsaktiviteter, motiveret forældre til at tage ansvar for deres børns sundhed, og tilbudt elever fra 10 år undervisning i sundhed på alle skoler.

Lægeforeningen peger på, at dele af den islandske model kan overføres til Danmark.

”Vi er to forskellige lande, og der er givet dele af indsatsen, som ikke en til en kan overføres til Danmark. Men der er brug for, at politikere herhjemme på samme vis tage en beslutning om at prioritere en samlet indsats for børns og unges helbred”, understreger Tue Flindt Müller, medlem af Lægeforeningens bestyrelse.

Danske unge drikker og ryger
”Desto tidligere unge begynder med cigaretterne, desto større sandsynlighed er der for, at de bliver syge eller dør af det senere. For mange øl og shots som ung kan også få konsekvenser for ens helbred resten af livet. Der er i den grad brug for handling nu, og vi kan kun opfordre til, at der nu kommer den nødvendige politisk opbakning til at tage det nødvendige ansvar for børn og unge”, siger Tue Flindt Müller, medlem af Lægeforeningens bestyrelse.