Lægelige ledere kæmper med for meget papirarbejde
  • Lægeforeningen
08. april 2019

Administration og bureaukrati fylder for meget i dagligdagen for lægelige ledere i sygehusvæsenet. Det viser en ny rundspørge fra Lægeforeningen.

Et markant flertal af lægelige ledere på sygehusene bruger uforholdsmæssigt meget tid på administrative ledelsesopgaver. Det kan man læse i en ny rundspørge til lægelige ledere, som Lægeforeningen har gennemført.  Over halvdelen af dem, 57 procent, svarer, at de - ud fra deres daglige oplevelser på hospitalerne - bruger for meget tid på administration. I samme undersøgelse svarer 57 procent af de lægelige ledere, at de ville kunne skabe mere værdi for patienterne, ”hvis jeg havde mere hjælp til administrative ledelsesopgaver”.

”Vi lever i en tid, hvor sundhedsvæsenet bliver stadig mere komplekst. Der kommer hele tiden nye behandlinger, der er nye krav fra myndigheder, og der er mange steder mangel på læger og andre faggrupper. At lede en sygehusafdeling er en opgave, som i den grad kræver bred faglig indsigt og mulighed for at kunne koncentrere sig om opgaven. Det gælder blandt andet at sikre gode forløb og behandling, uddannelse af læger og forskningen på afdelingen,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

”Meget ville være vundet, hvis bare læger i lederstillinger kunne bruge nogle af de ressourcer, som de anvender på administration, til egentlig ledelse. Derfor er det helt uforståeligt, at læger i lederjobs ikke får den backup, som de har brug for,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Lægeforeningen opfordrer regionerne til at sørge for de nødvendige støttefunktioner indenfor eksempelvis drift og økonomi, så de lægelige ledere kan koncentrere sig om at lede.

”Det er nødvendigt at frigøre ledelsestid for lægerne,” understreger Andreas Rudkjøbing.

Han peger på, at det mange steder i sundhedsvæsenet ikke er nemt rekruttere læger til lederstillinger.

”Der er behov for forbedringer på mange felter, så flere læger oplever det at lede som attraktivt. Et vigtigt skridt fremad er at sikre, at de læger, som tager denne vigtige opgave på sig, får mulighed for at bruge deres kræfter rigtigt – til gavn for arbejdet på sygehusene og i sidste ende patienterne”, siger Lægeforeningens formand.

181 besvarelser fra ledende læger på offentlige sygehuse på de to ovenstående spørgsmål.