Lægeforeningen: Sen udmelding om vaccination af læger og andet sundhedspersonale har skabt unødig usikkerhed
  • Lægeforeningen
19. februar 2021

Sundhedsstyrelsen har efter lang tid pres fra bl.a. lægeside meldt ud, hvad der konkret kræves for at være omfattet af det aktuelle tilbud om COVID-19-vaccination til sundhedspersonale. Lægeforeningen mener, at processen op til har været uigennemskuelig og bidraget til usikkerhed.

Sundhedsstyrelsen har netop meldt ud, hvad der skal til som læge eller anden sundhedsprofessionel for at blive tilbudt vaccination mod COVID-19 i de kommende uger. I et brev opridses en række kriterier, som indkredser, hvilke læger der indgår i Sundhedsstyrelsens vaccinationsgruppe 4.

»Det er på høje tid, at der kommer en afklaring af, hvem der skal have tilbudt vaccinen nu. Vi har desværre oplevet et uensartet og uigennemskueligt forløb regionerne imellem, hvor mange medlemmer – både på sygehuse og i praksis og speciallægepraksis – har ventet længe på en afklaring af, hvornår de kunne forvente vaccination. Det bidrager til usikkerhed«, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

»Det er vigtigt for læger og andre at kende kriterierne, så det er tydeligt, hvorfor noget personale prioriteres før andet, men også så man er opmærksom på, om man selv bør have tilbuddet i snarlig fremtid. Ikke mindst i en tid, hvor myndigheder og regering stiller meget store krav til sundhedsprofessionelles indsats. Men helt generelt er det også vigtigt for hele befolkningen, at der er transparens om, hvordan vaccinerne tilbydes. Det er en erfaring, som jeg håber, at sundhedsmyndigheder tager med sig i håndteringen af fremtidige vaccinationsindsatser«, siger Camille Rathcke.

Sundhedsstyrelsen har nu meldt ud, hvad der konkret kræves for som læge eller anden sundhedsprofessionel at få et tilbud om vaccine mod COVID-19 i den kommende tid. Indtil nu har oplevelsen af vaccinationsindsatsen blandt personalet været uensartet og ugennemskuelig. De overordnede kriterier for at være omfattet af Sundhedsstyrelsens vaccinationsgruppe 4 er, at man er i særlig risiko for smitte eller varetager en kritisk funktion, men hidtil har der været stor usikkerhed om, hvem det konkret var, ikke mindst fordi man på sygehusene har haft meget personale involveret i behandlingen og plejen af patienter med COVID-19. Også personale, som vanligvis ikke indgår i behandling eller pleje af infektionsmedicinske patienter.

Hos praktiserende læger er vaccinationsindsatsen godt i gang, og udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen har derfor i praksis ingen betydning for almen praksis. Men der har været stor usikkerhed om, hvem tilbuddet omfatter på sygehusafdelinger, og hvilke praktiserende speciallæger som er omfattet.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens brev her