Lægeforeningen: Klare forbedringer i Folketingets Coronaudredning
  • Lægeforeningen
23. juni 2020

I dag er alle Folketingets partier blevet enige om grundlaget for en ekspertudredning, der skal se på håndteringen af Covid-19-krisen. ”Udredningen er landet bedre, end der var lagt op til fra start. Det kvitterer vi for,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, og understreger behovet for en egentlig sundhedsfaglig udredning.

Det er et klart bedre udgangspunkt for en udredning af Danmarks håndtering af Coronakrisen set i forhold til det, der blev lagt ud med. Det mener Lægeforeningen, efter et udvalg under Folketingets udvalg for forretningsorden i dag har offentliggjort den plan for en udredning af håndteringen af Coronavirus. Udvalget lægger op til, at der skal laves en ekspertudredning, som skal være offentliggjort senest januar 2021.

Lægeforeningens formand Camilla Rathcke roser politikerne for at gå væk fra idéen om, at udredningen skulle føre til retslige skridt mod embedsmænd eller politikere.

”Vi kvitterer for, at et enigt Folketing nu viser, at det ikke er formålet med udredningen at placere et politisk eller retsligt ansvar med udredningen. Det er godt for retssikkerheden, at den del ikke er taget med i det endelige grundlag for udredningen. Vi konstater også, at man skal basere udredningen på skriftlige kilder og ikke vil lave egentlige forhør af embedsmænd,” siger Camilla Rathcke.

Hun understreger desuden vigtigheden af, at denne udredning ikke skal gøre det ud for en samlet evaluering af sundhedsvæsenets håndtering.

”Det er i høj grad stadig påkrævet med en grundig sundhedsfaglig evaluering af sundhedsvæsenets samlede indsats, når vi er på den anden side af Coronaepidemien. Det har vi brug for, så vi kan drage de nødvendige læringer og dermed styrke vores beredskab, udtænke forebyggelsesstrategier og strømline evnen til hurtig omstilling med mere,” siger Lægeforeningens formand.

Camilla Ratchke påpeger dog, at tidsrammen for udredningen er meget presset.

”Det bliver vanskeligt at lave et stykke kvalificeret arbejde, når man skal offentliggøre udredningen senest januar 2021. Vi er heller ikke på den anden side af epidemien, så timingen er skæv på flere måder,” siger Camilla Rathcke.