Lægeforeningen i nyt sundhedsudspil: Vi skal fremtidssikre sundhedsvæsenet til gavn for patienterne
  • Lægeforeningen
10. december 2020

Sundhedsvæsenet er ikke klar til alle de mange patienter, der vil strømme til de kommende år, påpeger Lægeforeningen. Derfor kommer lægerne med et nyt sundhedsudspil, der skal danne grundlag for en ny, bred og langsigtet politisk sundhedsaftale. ”Vi skal kunne tilbyde patienterne den nyeste og bedste behandling i moderne rammer. Det skal Folketinget forholde sig til,” understreger formand Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningen opfordrer i et nyt sundhedsudspil til, at regering og Folketing tager fat på at løse de enorme sundhedsudfordringer, som presser sig på i de kommende år. Der er behov for flere ressourcer, men Lægeforeningens udspil peger blandt andet også på nødvendigheden af en aktiv indsats mod ulighed i sundhed, sikkerhed for høj kvalitet til patienterne uanset postnummer og større tillid til lægers og andre sundhedsprofessionelles faglighed.

”Man kan vælge at lukke øjnene, men problemerne går ikke væk. Der er ikke nogen vej udenom en bred og målrettet indsats, hvis ikke vil skal opleve, at borgerne får et ringere sundhedsvæsen, og at især de svageste bliver ramt i de kommende år”, siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

De seneste 10 år er antallet af danskere på 65 år eller derover vokset med en kvart million. Det mærkes i sundhedsvæsenet, hvor der bliver løbet stærkere end nogensinde før, og behandlingsforløbene er lagt om for at kunne følge med i stigningen i antallet af patienter: På sygehusene er den gennemsnitlige indlæggelsestid faldet med 30 procent og antallet af årlige ambulante behandlinger steget med fem millioner. I 2019 havde almen praksis det højeste antal kontakter i otte år.

Afgørende omlægninger og investeringer

Der er grænser for, hvor hurtigt man kan løbe i sundhedsvæsenet, hvor korte indlæggelserne kan blive, og hvor meget, der kan omlægges til ambulant behandling, så der skal ske afgørende omlægninger og investeringer i sundhedsvæsenet. Ellers risikerer vi dalende kvalitet i behandlingstilbuddene, tilbagevenden til lange ventelister og stigende ulighed i sundhed, advarer Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.

Derfor bør regeringen og Folketinget indgå en ny, bred og langsigtet sundhedsaftale med kraftig inspiration fra Lægeforeningens nye sundhedsudspil, der vil fremtidssikre sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. Statsministeren har allerede meldt ud, at der skal forhandles en aftale på plads i 2021.

”Vi skal kunne tilbyde patienterne de nyeste og bedste behandlinger i et moderne sundhedsvæsen, uanset hvor i landet man bor. Der skal være speciallæger nok til at tage sig af patienterne, og der skal sættes ind mod ulighed i sundhed med fokus på de mest sårbare. Også langt tidligere end den enkelte patients møde med sundhedsvæsenet,” siger Camilla Noelle Rathcke.

Folketinget skal løfte sundhedsvæsenet

Lægeforeningens formand peger desuden på, at forebyggelsen af sygdomme skal være langt bedre end i dag.

”Vi skal som samfund undgå, at vi bliver endnu flere patienter i fremtiden. Derfor er der brug for mere og bedre forebyggelse. Ikke mindst i forhold til alkohol og tobak, men også med langt større fokus på bred sundhedsfremme og folkesundhed generelt i alle nye politiske initiativer,” siger Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningens sundhedsudspil består af fire overordnede pejlemærker med 16 konkrete forslag til fremtidssikring af sundhedsvæsenet.

”Vi har lagt vores udspil frem, og nu er det op til politikerne at beslutte sig for, hvilket sundhedsvæsen vi som samfund skal have. Jeg håber, de vælger at løfte sundhedsvæsenet hele vejen rundt, så vi kan sikre og udvikle behandling af høj kvalitet og tage hånd om alle de mange patienter med behov for hjælp,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke.