Kronik: Stop dødsspiralen omkring lægedækningen
  • PLO
30. april 2018

Situationen for almen praksis minder om huset, der risikerer at brænde ned, før sprøjterne når frem. Der skal gøres noget ekstraordinært for at løse lægemanglen indtil de nye store årgange er klar til klinikken, og det gælder både fastholdelse af de ældre og motivation af de unge.  

Af Henrik Ullum, formand Lægevidenskabelige Selskaber, Gunver Lillevang, alm. praktiserende læge, Roskilde, medlem af PLO’s bestyrelse og Roar Maagaard, alm. praktiserende læge, Skødstrup, medlem af bestyrelsen, Lægevidenskabelige Selskaber  

Vi har i den medicinske danmarkshistorie aldrig uddannet så mange læger, som vi gør for øjeblikket. Regeringen har netop øget optaget på medicinstudiet med 250 og forbereder nye uddannelser i både Køge og Esbjerg. Så der er lys for enden af tunnelen. Men mørket på vejen derhen risikerer at blive dramatisk. Vi er i gang med en omlægning af sundhedsvæsenet, hvor almen praksis spiller en nøglerolle.

Samtidig er et svært generationsskifte i gang. Får vi ikke enderne til at mødes, risikerer vi at ende i en dødsspiral:

De praktiserende læger, primærsektoren, almen praksis, egen læge, kært barn har mange navne, er en kernefunktion i det danske sundhedsvæsen. Det er indgangen til sundhedsvæsenet, gatekeeperen, der foretager en første vurdering af patienten og enten sender ham videre i systemet eller selv foretager behandlingen i almen praksis. Den faste klippe, der kender sin patient og følger familien. En rolle, der er udødeliggjort i doktor Hansen, der for øjeblikket endnu en gang toner frem på de danske tv-skærme med sit klingende fynsk. 

Lyder det lidt ”old school”, så er det helt og aldeles forkert. Nøglerollen for almen praksis er yderligere skærpet i det sundhedsvæsen, som er under opbygning i disse år med færre og højt specialiserede, såkaldte supersygehuse. Deres funktion er baseret på, at færre patienter skal indlægges og i så kort tid som muligt. De fleste skal behandles andre steder end på sygehuset, og det vil sige i tilbud hos kommunerne og i almen praksis. Hele funktionen af vores sundhedsvæsen er baseret på, at denne kabale går op. Det kniber allerede nu på grund af mangel på praktiserende læger. Alt tyder på, at det bliver værre i de kommende år. Hvis vi ikke handler.  

Supersygehusene betyder altså færre senge og kortere indlæggelser. Ved mange indlæggelser, operative indgreb og fødsler bliver patienterne i dag sendt hjem samme dag. På den måde bliver flere behandlet, men det forudsætter, at den praktiserende læge laver forarbejdet med visitation og henvisninger og foretager den opfølgende behandling, der er tiltagende kompleks. Behovet for genindlæggelser er også steget. Samme er tilfældet inden for det psykiatriske område, hvor der også er blevet nedlagt sengepladser. Det giver alt sammen flere opgaver til almen praksis.

Det skal ses i sammenhæng med tal for lægedækningen, der bør tænde en meget stor rød lampe hos alle på den sundhedspolitiske scene. Der er inden for de seneste 10-15 år i runde tal ansat 4000 flere læger på sygehusene. Inden for den samme periode er der kommet 250 færre læger i almen praksis, så der i dag kun er 3400 alment praktiserende læger i Danmark. Det omtalte generationsskifte risikerer yderligere at tynde ud i de praktiserende læger, før udviklingen vender.  

De praktiserende lægers organisation, PLO, lavede for halvandet år siden en undersøgelse af medlemmernes trivsel. Den viste, at næsten fire ud af ti praktiserende læger, 38 procent, føler sig decideret udbrændte. Desuden arbejdede de ugentligt 12 timer mere end normen på det danske arbejdsmarked, 49 timer i gennemsnit, og det er ofte timer uden megen tid til frokost eller faglig eftertanke. Det kan langt fra alle klare i længden, hvad også tallene for udbrændthed viser. 

Jo jo, vil kølige administratorer i varme regionskontorer sige, det er jo den slags tal, som fagforeninger ynder at producere, især i perioder op til overenskomstforhandlinger. Men problemerne rundt om i landet viser, at lægerne stemmer med fødderne. Mange praksis over hele landet er lukket for tilgang af nye patienter, og flere går på pension, fordi de ikke orker mere. Vi har i Danmark et normtal på 1600 patienter per læge, før hun kan lukke for tilgang af nye patienter. Det er meget højt i forhold til de fleste andre lande. Efter vores vurdering skal normtallet ned på 1200 for, at det er bæredygtigt for både læger og patienter. 

En tredjedel af de praktiserende læger er i dag over 60 år, mere end hver tiende er over 65, og de vil derfor stille sive ud af faget. Vi taler altså om pænt over 1000 praktiserende læger, der er på vej på pension, og vi er i dag ikke i nærheden af at have uddannet unge afløsere i den skala. Når de ældre læger lader den hvide kittel blive hængende i skabet, så bliver der mere at lave for de tilbageværende, der i forvejen føler sig overbelastede. Det er den potentielle dødsspiral.

Der er en kortsigtet og en langsigtet løsning på problemet. Den kortsigtede er at fastholde de ældre læger længere i faget, måske ved at give dem en form for ”seniorordning”, som man kender fra andre fag. Det kunne netop være ved at tillade et lavere normtal, altså have færre patienter, give mulighed for at arbejde på deltid, fritagelse fra udestående akkreditering, hjælp til få medhjælp og andre foranstaltninger, der gør hverdagen mere overkommelig. 

På den længere bane skal vi øge motivationen for de unge læger til at gå ind i almen praksis. Det skal bl.a. gøres ved, at almen praksis kommer til at fylde mere på lægeuddannelserne. Almen medicin fylder for øjeblikket meget lidt i forløbet for de medicinstuderende. I løbet af en seks årig medicinsk uddannelse på Københavns Universitet er de studerende ude i en lang række klinikophold i diverse sygehusafdelinger i sammenlagt mange måneder for at stifte bekendtskab med virkeligheden. Men de er kun i almen praksis i otte (8) dage. Det siger næsten sig selv, at præferencen nemt kan blive et speciale i sygehusvæsenet. 

Den nuværende lægeuddannelse er blevet strammet gevaldigt op for at få de unge studerende hurtigere igennem og ud på arbejdsmarkedet, men i processen er dels noget af bredden i uddannelsen og i særdeleshed kendskab til almen praksis gået tabt. Nu er det aftalt, at alle læger skal have et forløb i almen praksis, når de er blevet kandidater. Det skal gælde for ni ud af ti nye læger ved udgangen af 2019 og gradvist for alle. Men normeringen, altså antallet af pladser til speciallæge i almen medicin, skal også op, så der oprettes flere hoveduddannelsesforløb.  

En undersøgelse foretaget af Foreningen af Danske Lægestuderende i 2017 viste, at almen medicin er det speciale, som flest lægestuderende (10%) umiddelbart tænkte på at vælge. Når de unge læger, på vej til at blive speciallæger i almen medicin, bliver spurgt om deres motivationen, så nævner de selvstændigheden og muligheden for stor indflydelse på egne arbejdsforhold. De ønsker til gengæld ikke ansættelse på funktionærvilkår i regions- eller udbudsklinikker. 

Vi lever i et samfund, som har gjort motivation og selvstændighed til en dyd i vores virksomhedskultur, og det gælder også her. Vi har at gøre med selvstændige og højtuddannede mennesker, der heller ikke inden for lægeprofessionen lader sig koste rundt. Så skifter de hellere job eller forlader landet. Men der skal være tilstrækkeligt med varme hænder. Hvis vi skal have lægedækning helt ud til den såkaldte vandkant, så skal der uddannes tilstrækkeligt med almenlæger til at dække behovet.         

Nærhed og tilgængelighed er afgørende, og det bliver jo udfordret af, at der bliver længere mellem lægerne i visse egne af landet, når der er så stor mangel på praktiserende læger.

Mennesker, der bor her, bliver ramt tredobbelt, fordi de har flere sociale problemer, de har flere helbredsmæssige problemer, og de har ingen lokal læge. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Ulighed i sundhed imødegås allerbedst af, at der er praktiserende læger nok. Tillid og tryghed er afgørende for patienterne, især de særligt sårbare, skrøbelige og de sværest syge.

Kun ved at kende patienterne og behandle dem individuelt, kan man jo i bund og grund behandle dem lige. Det kræver en personlig relation at kende de meget svage, som har brug for særlig hjælp. Der er stadig brug for doktor Hansen. 

Kronikken er blevt bragt på jp.dk torsdag den 26. april 2018 - og i Jylllands-Posten fredag den 27. april 2018