Kronik: Hvad nu, sundhedsvæsen?
  • PLO
28. juli 2020

Coronakrisen har påvirket størstedelen af verdens borgere gennemgribende, både hvad angår levevis og økonomi. Set i lyset af verdenssamfundets udfordringer har coronaens indflydelse på dansk almen praksis været små dønninger. Ikke desto mindre har vi fået oplevelser og erfaringer, der gør, at vi måske kan bakke op om Mette Fredriksens udtalelse om, at vores verden kommer til at blive forandret i al fremtid. Det skriver næstformand i PLO Mireille Lacroix i kronik i Politiken i dag. 

Af Mireille Lacroix, næstformand, Praktiserende Lægers Organisation

Vi er blevet mindet om ting, vi vidste i forvejen, for eksempel at infektionssygdomme rent faktisk smitter, og at vi kan nedbringe smitten, hvis vi vasker hænder og holder afstand.

Det lyder banalt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på de gange, jeg er gået småsløj på arbejde, og på de feberramte børn, der har penduleret rundt i venteværelset mellem de kronisk syge patienter. Kommer det til at ske igen?

Vi har mødt patienterne på nye måder, for eksempel via videokonsultationer. Det har ikke været forskningsunderbygget eller erfaringsbaseret, for vi havde sparsom erfaring med både video og pandemier.

Vi måtte forlade os på vores dømmekraft og vores faglige viden til at vurdere, hvornår video kunne løse problemet, og hvornår det ikke duede. På den måde kunne videokonsultationer lynimplementeres i de fleste lægepraksis på få dage, noget der nok havde taget 3-4 år uden corona-pandemien.

Det hele startede med statsministerens pressemøde den 11. marts. Før da havde vi droppet håndtrykket og øget spritforbruget. Allerede dagen efter, torsdag den 12. marts, var almen praksis omstillet til at arbejde på en hel ny måde for yderligere at begrænse smitte. Alle patienter skulle ringe før fremmøde. 

Den åbne konsultation blev afskaffet. De fleste konsultationer blev afviklet via telefon og video (en aftale om honorering af videokonsultationer med Danske Regioner blev landet samme dag). Kontrol af risikopatienter blev udskudt. Alle med covid-symptomer, der ikke kunne afklares via telefon eller video, blev henvist til en vurderingsenhed på sygehuset. Praktiserende læger måtte ikke vurdere covid-mistænkte ved fremmøde, og vi havde på det tidspunkt heller ikke nogen værnemidler.

Hvad var godt?

Helt overordnet har vi i al ubeskedenhed erfaret, at almen praksis i Danmark er en fagligt velfunderet supertanker, som kan vende meget hurtigt, hvis der er behov.

Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden et hurtigt og effektivt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og PLO om nye retningslinjer og et tilsvarende effektivt samarbejde med Danske Regioner om coronatilpasning af de praktiserende lægers overenskomst.

Vi erfarede, at man kan hjælpe patienterne langt uden fysisk fremmøde, dels via video, men så sandelig også via telefon. Vi er vant til at bruge telefonen til korte beskeder og svar, men vi har erfaret, at man kan bruge telefonen til meget mere. 

Vi har behandlet blodtryk via hjemmemålinger, instrueret i træning ved bevægeapparatssmerter, fulgt op på blodprøver og medicinering og gennemført fagligt meningsfulde årskontroller med gennemgang af aktuelle tilstand, medicinen (patienten sidder med sine æsker derhjemme, mens man gennemgår medicinkortet) og snak om kost, rygning mm. 

Vi har endda oplevet, at patienterne ofte er mere fokuserede, når de sidder derhjemme, end i klinikken, hvor der er ofte er mange andre ting, der trænger sig på. 

De ressourcerige patienter har kunnet tage langt større ansvar for eget helbred. Der har været mindre fokus på, at lægen eller en operation eller et andet ”quick fix” skulle løse problemet, og større fokus på, hvad man selv kan gøre, når man for eksempel har ondt i knæet eller er forkølet.

Vi har været kreative for at undgå smitte, men det har også på mange måder givet patienterne øget tilgængelighed; De har klaret lægebesøget derhjemme ved hjælp af video og telefon. 

Skulle de ses, har de oplevet fast track med kort ophold i klinikken, drive in vaccination, blodprøvetagning i bilen, og sågar vurdering gennem stuevinduet derhjemme for at undgå smitterisiko.

Patienterne holdt helt op med at henvende sig med stress, og da der endnu ikke umiddelbart er kommet en pukkel af stressramte, trods genåbning, med nye og anderledes måder at arbejde på, er der noget, der kan tyde på, at det har været positivt for befolkningens stressniveau at gentænke arbejdssituationen.

Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), meldte officielt ud, at vi hvis der opstod klager i forbindelse med, at læger blev tvunget ud i nye måder at arbejde på under coronaepidemien, ville der blive lagt vægt på den meget vanskelige situation, lægerne var i.

Praksislægerne har derfor følt sig trygge ved, at de kunne sætte lægefagligheden i højsædet og kaste sig ud i video med mere.

Vi læger har selvfølgelig ikke noget imod at blive kigget over skuldrene af STPS, men efter Svendborg-sagen (hvor en yngre sygehuslæge blev retsforfulgt) lever alle læger med en vis utryghed. 

Derfor skal det ikke være en hemmelighed, at tanken om en mere retfærdig vurdering ved eventuelle fejl har gjort mange læger tryggere og gladere for at gå på arbejde.

Hvad var skidt?

Det har vist sig, at antallet af henvisninger til kræftpakker og til udredning for blodpropper i hjerne og hjerte er faldet drastisk. Undersøgelser viser, at det dels skyldes, at patienterne slet ikke turde henvende sig, fordi de troede, vi havde travlt, og at de var bange for smitte. 

Skal vi vende blikket indad, kan det måske også skyldes, at vi rent faktisk er langt bedre til at fange mistanken om kræft og blodpropper når vi sidder med patienterne i konsultationen og kan se det fulde billede. 

Den tidligere nævnte fokusering, der finder sted ved video- og telefonkonsultationer, kan gøre, at patienterne ikke lige nævner en masse andre småsymptomer, som de normalt gør.

Alt i alt må man sige, at telefon og video egner sig bedst til enkle og afgrænsede problemstillinger hos yngre mennesker, med begrænset risiko for alvorlig sygdom og til opfølgning på en fremmødekonsultation, hvor der allerede er lavet en helhedsvurdering. Hvilket bringer mig videre til det næste:

De sårbare patienter er blevet tabt. Når alting bliver lavet om, indretter de ressourcestærke sig hurtigt, men de sårbare, som til dagligt er tilbageholdende med at gå til lægen, bliver endnu mere tilbageholdende. Almen praksis har nu en stor opgave foran sig med at indhente det forsømte. 

Vi skal prøve at fokusere på at hjælpe de sårbare til lægen, uanset om det er til vurdering af ”udskudte symptomer” eller årsstatus på en kronisk sygdom. 

De ressourcestærke er allerede kommet tilbage. Det bliver en udfordring at afvikle ”puklen”, da der som bekendt er mangel på praktiserende læger, men på grund af de ændrede aftaler med Danske Regioner har vi heldigvis mulighed for i øget grad at bruge vores personale.

Af og til er det gået for hurtigt i stat og regioner, og man har meldt nye retningslinjer ud til patienterne, før de blev meldt ud til lægerne. Det har ført til uindfriede forventninger hos mange patienter.

Da testkapaciteten i Danmark blev så høj, at alle, der ønskede en covid-test, kunne testes, blev det politisk besluttet at bestille covid19-prøver på samtlige 5,3 mio. danskere i egen lægekliniks navn, uden at det var aftalt med de praktiserende læger.

En svipser, som Sundhedsministeriet lynhurtigt lovliggjorde med en bekendtgørelse, men som de praktiserende læger nok sent glemmer. Vi håber, at det ikke bliver en dårlig vane i fremtiden at bestille undersøgelser i egen læges navn uden at spørge først.

Kan vi bruge vores erfaringer i fremtiden?

Ja. Der er ingen tvivl om at videokonsultationen og den komplekse og længerevarende telefonkonsultation er kommet for at blive. Det er en stor gevinst for patienterne og øger deres tilgængelighed til lægen, at det ikke altid er nødvendigt at bruge tid på transport, men at kontakten kan passes ind i arbejdsdagen.

Vi har gjort os beskedne erfaringer med videosamarbejde med de kommunale sygeplejersker, hvor sygeplejersken fungerer som lægens medhjælp hos patienten både i forhold til undersøgelse og behandling. Det er noget, vi har tænkt på længe. Nu er vi kommet i gang, og det er absolut noget, der er værd at bygge videre på.

Det effektive samarbejde mellem PLO, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen under corona-epidemien kan måske være en inspiration for det fremtidige samarbejde. Samarbejdet om nye tiltag er normalt ret langsommeligt, og fokuseret omkring overenskomstforhandlingerne hver 3. år, men hvorfor ikke udvikle nye tiltag og ydelser løbende?

Vi står over for enorme udfordringer i det danske sundhedsvæsen, med et stigende antal ældre og kronisk syge. Vi venter stadig på en sundhedsreform, der skal adressere dette problem. Jeg ønsker ikke for nogle, at det skal gå lige så hurtigt som indsatsen mod covid-19, men jeg tror alligevel, at det kan blive en bedre reform, hvis vi bruger nogle af erfaringerne fra covid-19, både hvad angår hastighed og samarbejdsformer.

Sundhedsreformen bør have et knivskarpt fokus på lægefaglighed. Det vil give større effektivitet, arbejdsglæde og forandringsvillighed i sundhedsvæsenet, hvis det altid er det lægefaglige, der er fokus for ændringer i organisationen, og en høj lægefaglighed sikrer samtidig patienterne behandling af høj kvalitet.

Kvalitet er ikke nok. Coronaepidemien kan inspirere os til at skabe en bedre tilgængelighed for patienterne til både egen læge, speciallæger og sygehusene, hvor vi indtænker øget mulighed for at træffe lægen via telefon og video og fokuserer på at nedbringe spildtid (smitttetid) i venteværelser.

Hvorfor skal patienterne viderehenvises, hvis egen læge kan tage en speciallæge eller sygehuslæge med ind i konsultationen via telefon eller video og få hjælp til at afklare diagnose og behandling i almen praksis? Vi skal især skabe mere tilgængelighed til sundhedsvæsenet for de mest sårbare patienter, hvor vi skal have en mere opsøgende indsats.

Et øget fokus på faglighed kan betyde, at vi kan prioritere dem, der har mest brug for hurtig behandling, højest, også selv om det ikke er patienter, der passer ind i diverse kræft- og hjertepakker.

Det kan til gengæld betyde, at nogle patienter skal acceptere lidt længere ventetid til ikke-akutte operationer, for at udnytte ressourcerne bedre på sygehusene. En såkaldt differentieret behandlingsgaranti kunne være løsningen.

Sidst, men ikke mindst, kan man drømme om, at registrering og dokumentation ikke mere skal have så høj prioritet, at det står i vejen for lægefagligheden og muligheden for at afvikle arbejdet effektivt.

Fremtidens læger bør tilbringe mere tid med patienterne og mindre tid på administrativt arbejde foran skærmen, både på sygehuse og i almen praksis.


Kronikken blev bragt i Politiken den 28. juli 2020