Kampagne for bedre digital sikkerhed
  • PLO
27. marts 2018

Det er ofte ret små tiltag, der skal til for at øge niveauet af it- og datasikkerhed i almen praksis. Det viser PLO med en ny kampagne, hvor de praktiserende læger får hjælp til at identificere sikkerhedsmæssige udfordringer i egne klinikker, redskaber til at følge op, samt gode råd der kan forebygge angreb fra eksempelvis it-kriminelle.

I visse klinikker kan it-sikkerheden forbedres, viste en stikprøveundersøgelse foretaget af konsulentvirksomheden Ezenta tidligere på året. Og fra den 25. maj 2018 bliver det endnu vigtigere at have styr på sikkerheden, når EU’s nye persondataforordning træder i kraft, og tilsynet skærpes. 

Hvis klinikkerne ikke har helt styr på it- og datasikkerhed og dokumenterer det tilstrækkeligt, kan det resultere i bøder på op til 4 pct. af klinikkens omsætning efter de nye EU-regler.

De vigtigste områder at være opmærksomme på er jævnligt at udskifte passwords og opdatere software samt at undgå at bruge arbejdscomputere til private mails og sociale medier, da det kan øge risikoen for angreb fra it-kriminelle. Derudover skal lægerne have styr på rollen som dataansvarlig.

Kampagne løber frem til sommeren 2018

PLO har i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet indledt en kampagne, der sætter fokus på it-og datasikkerhed hos de praktiserende læger.

På PLO's hjemmeside er der netop blevet lanceret en række tilbud, som lægerne kan bruge til at højne sikkerheden. Blandt andet en test, der viser, hvor it-sikker ens egen praksis er i dag.

Det er også muligt at downloade vejledninger til bedre it-sikkerhed og få svar på spørgsmål om de nye EU-krav.

Gå til laeger.dk/plo/it-sikker-praksis

Alle medlemmer af PLO inviteres i foråret til informationsmøde om den nye persondataforordning, og hvordan man kan styrke it-sikkerheden i klinikken.

På Lægedage 2018, der løber af stablen til november, vil der desuden blive rig mulighed for at dykke ned i it-sikkerhed over hele to formiddagssessioner.


For PLO-medlemmer: Informationsmøder om Persondataforordningen og it-sikkerhed

Mødedatoer og tidspunkter:

  • Region Syddanmark
    Mandag d. 16. april kl. 17.30 - 21.00, mødestart kl. 18.00.
    Messecenter Fredericia

  • Region Nordjylland
    Tirsdag d. 17. april kl. 17.30 - 21.00, mødestart kl. 18.00.
    Aalborg Kongres & Kulturcenter

  • Region Midtjylland
    Onsdag d. 18. april kl. 17.30 - 20.30.
    Aarhus Universitetshospital, Skejby

  • Region Sjælland
    Tirsdag d. 24. april kl. 17.30 - 20.30.
    Scandic Ringsted

  • Region Hovedstaden
    Tirsdag d. 8. maj.
    Information om tidspunkt og sted opdateres hurtigst muligt

Alle medlemmer vil modtage en invitation fra deres region.