Hvordan løfter vi i fællesskab behandlingen af borgere med kronisk sygdom?
  • PLO
22. september 2021

Opgaven med at forebygge, opspore, diagnosticere og behandle borgere med kronisk sygdom er vokset betydeligt i almen praksis. En stor del af forebyggelsesopgaven foregår i samarbejde med kommunerne, der varetager genoptræning og rådgivning af bl.a. borgere med KOL og diabetes. Medlem af PLO's bestyrelse Karin Zimmer har skrevet debatindlæg i Altinget om kronikerindsatsen i Danmark.

Af Karin Zimmer, praktiserende læge og medlem af PLO’s bestyrelse.

Opgaven med at forebygge, opspore, diagnosticere og behandle borgere med kronisk sygdom er vokset betydeligt i almen praksis.
En stor del af forebyggelsesopgaven foregår i samarbejde med kommunerne, der varetager genoptræning og rådgivning af bl.a. borgere med KOL og diabetes.

Men også behandling og pleje er i tiltagende omfang rykket ud i kommunale senge. Borgerne udskrives i stigende omfang fra hospitalerne til færdigbehandling i kommunerne, og tilstande som tidligere medførte behov for indlæggelse, kan nu behandles i kommunen i tæt samarbejde med hospital og almen praksis.

Det nære sundhedsvæsen er under pres pga. denne opgaveudflytning, som skyldes færre hospitalssenge og tiltagende specialisering i det sekundære sundhedsvæsen.

Dertil kommer et stigende antal ældre, som lever med ofte mange kroniske sygdomme.

Organisering af kronikerindsatsen bør stå på 3 ben – almen praksis, kommunerne og behovsbestemt specialiseret indsats (fra praktiserende speciallæger og hospitaler).

Alle borgere med kronisk sygdom bør have en praktiserende læge med overblik og kendskab til borgerens samlede livssituation.

Og da en stor del af borgere med kronisk sygdom kommer jævnligt i praksis, uden kontakt til andre dele af sundhedsvæsnet, er dette et unikt udgangspunkt for en kronikerindsats med fokus på den enkelte borgers livssituation. En tæt og tryg relation til egen læge og dennes praksispersonale ved vi kan forebygge indlæggelser.

Den dag borgeren får behov for hjælp fra kommunen, enten midlertidigt eller permanent, vil et tæt samarbejde baseret på gensidig god tilgængelighed og deling af relevante data, medvirke til behandling af borgerne i det nære sundhedsvæsen længst muligt.

Det tætte samarbejde mellem almen praksis og kommunerne kan dog kun lykkes med de støttefunktioner, som ligger hos de praktiserende speciallæger og på hospitalerne.

Mulighed for henvisning til og sparring med speciallæger i primærsektoren er i dag ulige fordelt.
Det gælder også speciallæger på hospitalerne, hvilket udfordrer understøttelsen af almen praksis med hurtig udredning og god og tilgængelig specialistrådgivning. Vi mangler direkte adgang til diagnostiske undersøgelser uden ventetid, adgang til subakutte udredningsenheder og udgående hospitalsfunktioner.

Der er brug for flere speciallæger i bl.a. psykiatri, reumatologi, geriatri og diagnostisk radiologi, geografisk placeret, så der bliver lige adgang til specialistudredning og diagnostiske undersøgelser med ventetidsgaranti, uanset om udredningen foregår i primær- eller sekundærsektoren.

De næste 10 år vil der fortsat være for få praktiserende læger og speciallæger i store dele af primærsektoren til at løfte opgaven. Og kommunerne er udfordret af mangel på sundhedsfagligt personale med de rette kompetencer. Det medfører ulighed i sundhed, når geografien er afgørende for, hvilket tilbud man får som borger med kronisk sygdom.

Tiltag, som styrker og øger lægedækningen (praktiserende læger og speciallæger) og rekrutteringen af sundhedsfagligt personale til kommunerne, vil kunne løfte kronikerindsatsen.

Og nationale mindstestandarder for den indsats, som skal leveres både i almen praksis, i kommunerne og på hospitalerne, vil, med de nødvendige resurser, kunne modvirke ulighed i sundhed.

Den udfordring kan vi ikke løse uden en markant investering i - og plan for - det nære sundhedsvæsen.

De nye sundhedsklynger er et skridt på vejen

Samarbejdet om borgere med kronisk sygdom bliver en af de væsentligste opgaver for de 21 sundhedsklynger, som med tilstrækkelig økonomi til en øget indsats for bl.a. de borgere, der går på tværs af sundhedsvæsnet, kan blive den motor, som driver det samlede sundhedsvæsen i den rigtige retning.

Uden resurser til de nødvendige forandringer kan klyngerne risikere at blive en kampplads, hvor der skubbes opgaver rundt mellem parter, som i forvejen er belastede til bristepunktet.

Det kræver politisk styring og rette økonomiske prioriteringer nationalt og i de fem sundhedssamarbejdsudvalg, hvis sundhedsklyngerne skal lykkes. Ellers får vi 21 meget forskellige og fragmenterede sundhedsvæsner.

Almen praksis ønsker at være omdrejningspunktet for udviklingen af det nære sundhedsvæsen, både nationalt, i de 5 sundhedssamarbejdsudvalg og i de 21 sundhedsklynger.

Som den aktør, der har alle borgere, herunder alle borgere med kronisk sygdom, på sin liste, og som den del af sundhedsvæsnet, som hovedparten af borgerne kender og besøger flere gange årligt, har vi et unikt udgangspunkt for at medvirke til organiseringen af fremtidens kronikerindsats.


Ovenstående indlæg blev bragt i Altinget den 22. september 2021