Hvad har vi lært i almen praksis af coronakrisen? 
  • PLO
16. juni 2020

I begyndelsen af marts blev truslen fra corona for alvor tydelig. Som alle andre var vi i almen praksis i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Vi valgte at skrue op for spritten og ned for berøring. Så kom statsministerens tale den 11. marts, hvor alle blev opfordret til at blive hjemme. Næstformand i PLO, Mireille Lacroix, har skrevet et indlæg om, hvad almen praksis har lært af coronakrisen.

Af Mireille Lacroix, næstformand, Praktiserende Lægers Organisation

Vi måtte omstille os hurtigt, og dagen efter Mette Fredriksens tale var almen praksis omstillet til at arbejde på en hel ny måde. 

Alle patienter skulle ringe før fremmøde. Den åbne konsultation blev afskaffet. De fleste konsultationer blev afviklet via telefon og video. Årskontrol af risikopatienter blev udskudt for bare at nævne nogle eksempler. 

Vi fandt ud af, at vi i almen praksis og resten af sundhedsvæsenet kan ændre vores måde at arbejde på meget hurtigt, hvis der er behov.

Vi var i gang med at forhandle videokonsultationer med Danske Regioner til gradvis opstart i overenskomsten 2021. Nu lykkedes det dagen efter statsministerens tale at forhandle en aftale om videokonsultation, som trådte i kraft og blev bredt implementeret dagen efter!

Vi erfarede, at man kan hjælpe patienterne ganske langt med telefon og video. 
Telefonen har ellers normalt været forbeholdt korte beskeder og svar, men under coronaepidemien er den blevet brugt til meget mere. 

Vi har behandlet blodtryk via hjemmemålinger, instrueret i træning ved bevægeapparatssmerter, fulgt op på blodprøver og medicinering og gennemført fagligt meningsfulde årskontroller med gennemgang af aktuelle tilstand, medicinen (patienten sidder med sine æsker derhjemme, mens man gennemgår medicinkortet) og snak om kost, rygning mm. 

Vi har endda oplevet, at patienterne ofte virker mere fokuserede, når de sidder derhjemme, end i klinikken, hvor der ofte er mange andre spørgsmål, der trænger sig på.   

Vi har været kreative for at undgå smitte, og det har på mange måder givet patienterne øget tilgængelighed; De har klaret lægebesøget derhjemme ved hjælp af video og telefon. Skulle de ses, har de oplevet fast track med kort ophold i klinikken, drive in vaccination, blodprøvetagning i bilen, og sågar vurdering gennem stuevinduet derhjemme for at undgå smitterisiko.

Det hjalp også på arbejdskreativiteten – og arbejdsglæden - at Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) meldte officielt ud, at der ville blive lagt vægt på den meget vanskelige situation, hvis der opstod klager i forbindelse med de nye tiltag. 

Ikke alt har dog været godt. Bagsiden af medaljen er uden tvivl, at antallet af henvisninger til kræftpakker og til udredning for blodpropper i hjerne og hjerte er faldet drastisk. 

Patienterne blev væk, dels fordi de ikke ville forstyrre de travle læger, og dels fordi de var bange for smitte. Skal vi feje for egen dør, kan nogle af de oversete diagnoser også skyldes, at vi er langt bedre til at fange mistanken om kræft og blodpropper, når vi sidder med patienterne foran os og kan se og fornemme det fulde sygdomsbillede.

Telefon og video egner sig bedst til klare problemstillinger hos yngre mennesker med begrænset risiko for alvorlig sygdom og til opfølgning på en fremmødekonsultation, hvor der allerede er lavet en helhedsvurdering. 

Dermed har vi også tabt mange af vores sårbare patienter. Når alting bliver lavet om, indretter de ressourcestærke sig hurtigt, mens de sårbare, som til dagligt er tilbageholdende med at gå til lægen, bliver endnu mere tilbageholdende. 

Vi har nu en stor opgave foran os med at indhente det forsømte. Vi skal prøve at fokusere på at hjælpe de sårbare til lægen, uanset om det er til vurdering af ”udskudte symptomer” eller årsstatus på en kronisk sygdom. 

Vi har lært en hel del af disse kritiske måneder. 

Coronakrisen har mindet os om at infektionssygdomme rent faktisk smitter, men at de kan nedbringes med håndvask og afstand. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på de gange, jeg er gået småforkølet på arbejde, og på de feberramte børn, der har stavret rundt i venteværelset imellem de kronisk syge patienter. 

Vi har lært, at det er muligt indrette arbejdet anderledes til fordel for især de patienter, der har det svageste immunforsvar. 

Vi har fundet ud af, at videokonsultationen og den komplekse og længerevarende telefonkonsultation kan erstatte mange fremmødekontakter. 

Det er en stor gevinst for patienterne og øger deres tilgængelighed til lægen, at det ikke altid er nødvendigt at bruge tid på transport, men at kontakten kan passes ind i arbejdsdagen. 

Vi har gjort os beskedne erfaringer med videosamarbejde med de kommunale sygeplejersker, hvor sygeplejersken fungerer som lægens medhjælp ude hos patienten både i forhold til undersøgelse og behandling. Det er bestemt noget, vi kan bygge videre på. 

Det effektive samarbejde mellem PLO, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen under corona-epidemien kan måske være en inspiration for det fremtidige samarbejde. Samarbejdet om nye tiltag er normalt langsommeligt og fokuseret omkring overenskomstforhandlingerne hver 3. år, men hvorfor ikke udvikle nye tiltag og ydelser løbende?

Vi står over for enorme udfordringer i det danske sundhedsvæsen med et stigende antal ældre og kronisk syge. Vi venter stadig på en sundhedsreform, der skal adressere dette problem. 

Jeg ønsker ikke for nogle, at det skal gå lige så hurtigt som indsatsen mod COVID-19, men COVID-19-epidemien har vist hvor omstillingsparat hele sundhedsvæsenet er. For en tid var meningsløs registrering, defensiv medicin og ufleksible ventetidsgarantier trængt i baggrunden og fokus var den lægefaglige nødvendighed og patientens bedste. Lad det være inspirationen til den kommende sundhedsreform. 


Indlægget blev bragt i Sundhedspolitisk Tidsskrift den 15. juni 2020