Goodwill-analyse fra PLO: Flere handler og stigende priser for lægepraksis
  • PLO
29. januar 2021

Den gennemsnitlige pris på en lægepraksis – den såkaldte goodwillprocent - steg sidste år med 4,1 procentpoint og lå dermed på 52,5 procent. Stigningen kommer, efter at goodwillprocenten ellers er faldet de seneste fire år. Også antallet af handler gik i vejret og lå på det næsthøjeste antal de seneste 10 år.

Tallene fremgår af PLO’s goodwill-analyse for 2020.

Analysen viser, at der fra 2011 til 2020 er der sket en fordobling i antallet af handler med kompagniskabspraksis, hvorimod antallet af handler med solopraksis nu ligger på det laveste niveau siden 2011. Det afspejler, at stadig flere af de praktiserende læger, der går ind i faget, ønsker kolleger og mulighed for faglig sparring.

Dykker man længere ned i tallene, viser de, at der er stor forskel i betalt goodwill på tværs af regionerne. Goodwillprocenten i Region Midtjylland (som ligger højest) er fx næsten tre gange så høj som i Region Sjælland, som er den region, hvor den gennemsnitlige goodwill-procent er lavest.

Udviklingen i Region Nordjylland er for andet år i træk positiv. Her er goodwillprocenten ekskl. nul-handler steget med mere end 13 procentpoint. Også i Midtjylland er den gennemsnitlige goodwill-procent steget, mens den er faldet i Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden.

Se PLO’s goodwill-analyse her.