Første sager om COVID-19 anerkendt som arbejdsskade
  • Yngre Læger
02. juli 2020

De første 30 sager om COVID-19 som arbejdsskade er nu blevet afgjort. Alle sager, der handler om, at en ansat er blevet smittet på sit arbejde, er anerkendt.

Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring har indtil videre modtaget 614 anmeldelser om arbejdsskader relateret til COVID-19. Af de sager er 30 af sagerne afgjort.

Alle sager, der handler om, at en person har fået sygdommen COVID-19 efter udsættelse for smitte på sit arbejde, er anerkendt som en arbejdsskade, lyder meldingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, som ikke har opgjort tallene efter anmeldelsernes uddannelse.  

Det drejer sig om 15 af de 30 sager. De resterende sager handler om andre sygdomme relateret til pandemien – fx allergi som følge af brug af værnemidler – og sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring ikke har haft de nødvendige oplysninger.

Yngre Lægers formand, Helga Schultz, hilser afgørelserne om COVID-19 som arbejdsskade velkomne.

”Det er godt at se, at alle sager, hvor ansatte er blevet smittet med COVID-19 på deres arbejde, er blevet anerkendt som en arbejdsskade. Jeg håber, at vi vil se det samme mønster, når Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring når længere i arbejdet med at behandle anmeldte sager,” siger Helga Schultz.

Husk at anmelde

Hun opfordrer samtidig alle medlemmer til at huske at anmelde det som en arbejdsskade, hvis de har været eller bliver smittet med COVID-19.

”Det er vigtigt, at alle anmelder det. Også selvom man ikke umiddelbart har været hårdt ramt af sygdommen eller har alvorlige gener, da vi endnu ikke ved, hvilke senfølger der kan opstå på baggrund af sygdommen og om disse vil give varige mén,” siger Helga Schultz.

Du kan læse mere om, hvordan du anmelder COVID-19 som en arbejdsskade i Yngre Lægers FAQ her.