Evaluering af regional lægeklinik på Bornholms Hospital
  • PLO
07. oktober 2019

I maj 2016 oprettede Region Hovedstaden en praksisklinik på Bornholms Hospital, fordi der var udfordringer med at rekruttere praktiserende læger til Bornholm, efter at en lægepraksis lukkede i Rønne. Praksisklinikken blev oprettet som en midlertidig løsning for at sikre, at borgerne, der tilhørte den lukkede lægepraksis, kunne få adgang til almen lægehjælp.

Region Hovedstaden har med Sundheds- og Ældreministeriet aftalt et 6-årigt forsøg om en praksisklinik på Bornholms Hospital. Nu, halvvejs i denne periode, har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) på vegne af Region Hovedstaden evalueret klinikken.

VIVE konkluderer, at medarbejdertrivslen i dag er god og bedre end i opstarten. VIVE konkluderer også, at der generelt er god tilfredshed blandt patienterne. VIVE fastslår dog også, at klinikken er dyrere i drift end en almindelig lægepraksis.

Evalueringen viser, at personalet oplever, at de har mulighed for at tilrettelægge arbejdet på nye måder, fordi de ikke skal tænke i takster og ydelsesafregning, som er honorarstrukturen i en almindelig lægepraksis under overenskomsten.

”Det vigtigste for mig er, at alle har mulighed for at få en læge, som de kender, og som kan tilbyde en høj faglig kvalitet. Evalueringen viser, at det kan vi tilbyde i en regional praksisklinik. Det er en midlertidig løsning på et akut problem, og jeg vil da helst have praktiserende læger nok til alle, men vi var i en akut situation, hvor vi lykkedes med at sikre lægedækning på kort tid,” siger Qasam Ahmad (Å), formand for Region Hovedstadens udvalg for forebyggelse og sammenhæng, og fortsætter:

"Når det nogle gange og i særlige områder er svært, så er det rigtigt fint, at vi nu ved, at vi har et gangbart midlertidigt alternativ,” siger han. Forsøget har også givet erfaringer med at organisere patientarbejdet på en anden måde uden at skulle tænke i ydelsesaktivitet og afregning.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, siger, at PLO er meget tilfreds med, at der er lavet en evaluering af regionsklinikken, og at PLO er glad for at være inviteret med til at følge evalueringen.

”Rapporten viser, at når honoreringsformen på en arbejdsplads ændres fra at være hovedsageligt ydelsesbetinget til at være fast og uden et medfølgende økonomiloft, så ændrer det naturligvis både arbejdsdagen og planlægningen. Rapporten viser at det medfører færre konsultationer pr. læge, færre konsultationer pr. patient, mere personale pr. læge, flere læger pr. 1.000 patienter, mere tid på interne møder og koordinering og ikke mindst en generelt god tilfredshed med arbejdsmiljøet,” siger Christian Freitag.

Han understreger, at det grundlæggende er vanskeligt at sammenligne den overordnede sundhedsfaglige kvalitet i regionsklinikken med kvaliteten i de klinikker, der drives under PLO’s overenskomst.

”Den store mangel i rapporten er dog, at det er vanskeligt at sammenligne de samlede udgifter i regionsklinikken med de udgifter, som regionen har til klinikker under PLO’s overenskomst. Det skyldes blandt andet, at det på flere områder er uklart, om udgifterne er dækket af klinikken eller af sygehusets øvrige budget. Jeg vil opfordre til, at man i den endelige evaluering laver et estimat af regionens samlede etablerings- og driftsomkostninger. Alle må have en interesse i at se, hvad det koster at give borgerne dette tilbud,” siger Christian Freitag.

Ny evaluering om tre år

Praksisklinikken skal ifølge planen evalueres igen, når ministeriets midlertidige tilladelse udløber om tre år. I mellemtiden anbefaler VIVE, at regionen sætter mere fokus på samarbejdet mellem klinikken og de medicinske ambulatorier på Bornholms Hospital. Det hilser Qasam Ahmad velkommen.

”En af fordelene ved en lægeklinik tæt på hospitalet er jo netop, at man har mulighed for et meget tættere samarbejde. Man kan fx forestille sig, at kliniklægen og speciallægen fra hospitalet mødes for at følge op på en patient, som er blevet udskrevet fra behandling på hospitalet, men som skal have opfølgende behandling hos egen læge. På den måde kan den her slags tilbud være med til at skabe mere sammenhæng i sundhedstilbuddet for den enkelte patient,” siger han.

Fakta

Læs evalueringen her