”Egen læge” er en effektiv medicin, som vi skal værne om
  • PLO
22. november 2021

DEBAT: Danske Patienter skriver i Jyllands-Posten den18. november, at PLO har reageret med bekymring på et udspil fra regeringen om øget brug af regionsklinikker og licensklinikker som supplement til de klinikker, der ejes og drives af praktiserende læger. Det er helt forkert, svarer formand for PLO Jørgen Skadborg i et indlæg i Jyllands-Posten.

Af Jørgen Skadborg, formand Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Danske Patienter skriver i JP (18. november), at PLO har reageret med bekymring på et udspil fra regeringen om øget brug af regionsklinikker og licensklinikker som supplement til de klinikker, der ejes og drives af praktiserende læger.

Det er helt forkert. Jeg har tværtimod rost regeringen for at ville fremme brugen af licensklinikker, der giver unge læger mulighed for at prøve livet som praktiserende læge af, inden de køber egen praksis. Jeg håber, at vi vil se en øget brug af licensklinikker.

Jeg ser generelt ikke noget forkert i, at man prøver andre organisationsformer af, indtil vi har fået uddannet tilstrækkeligt med praktiserende læger. Men jeg er uenig med Danske Patienter i, at vi skal have flere regionsklinikker af hensyn til de læger, der hellere vil ansættes frem for at drive egen praksis.

En spritny undersøgelse blandt unge almenmedicinere viser, at 81 procent planlægger at have egen praksis fem år efter, de er blevet speciallæger. Og det store flertal af de resterende foretrækker at blive ansat i en klinik drevet efter PLO’s overenskomst frem for at arbejde i en regions- eller udbudsklinik.

Der er i dag gode muligheder for at blive ansat som læge i en almindelig lægepraksis. Og der er indgået overenskomst, der sikrer gode vilkår for de ansatte læger. Så vi behøver ikke oprette regionsklinikker af hensyn til de læger, der gerne vil ansættes.

Det glæder mig, at Danske Patienter anerkender vigtigheden af kontinuitet i relationen mellem læge og patient. Det, at vi har vores egen læge, som vi kender og har tillid til, har en konkret positiv betydning for menneskers helbred. En stor norsk undersøgelse dokumenterer ligefrem øget overlevelse og færre indlæggelser, hvis patienten har en fast læge. Hvis ”egen læge” var medicin, ville den blive ordineret til alle danskere, og jeg noterer med tilfredshed, at sundhedsministeren også konsekvent taler om fast læge til alle i sit nye udspil.

Netop derfor synes jeg, man skal værne om den danske model for almen praksis, hvor læger selv og driver deres klinikker, typisk gennem årtier. Det er den model, der giver størst kontinuitet til glæde for patienterne. Og derfor vil jeg fraråde, at man gør andre organisationsformer med ansatte læger til en mere permanent del af dansk almen praksis.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at Danske Patienter gør en del ud af at sætte spørgsmålstegn ved analyser fra PLO, der påviser, at regions- og udbudsklinikker er dyrere og har ringere patienttilfredshed end klinikker drevet efter PLO’s overenskomst. Om det vil jeg bare sige, at de pågældende analysers resultater er entydige og opfordre alle interesserede til at læse dem i sin helhed i stedet for at ‘håndplukke’ enkelte tal og bruge dem ude af kontekst.


Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 22. november 2021