DSU og Yngre Læger: Tvang giver ikke ”egen læge”
  • Yngre Læger
16. februar 2021

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 16. februar 2021 af Yngre Lægers formand Helga Schultz, næstformand i DSU Katrine Evelyn Jensen og forretningsudvalgsmedlem i DSU Victor Le Breton om tjenestepligt:

157.000 danskere står i de kommende år i den situation, at de mangler det, vi traditionelt kalder "egen læge". De står naturligvis ikke uden adgang til en læge, men er henvist til at gå til lægen i en regions-eller en udbudsklinik. Mange foretrækker dog at være tilknyttet en fast læge, så udfordringen med lægemanglen er reel. Statsministeren valgte da også at bruge lidt af sin nytårstale på at adressere problemet. For selv om problemet er mindre end for nogle år siden, og selv om det heldigvis går den rigtige vej, så deler vi statsministerens ambition om, at alle skal have adgang til deres "egen læge".

Derimod er vi ikke enige i Socialdemokratiets forslag til en løsning af problemet. Socialdemokratiet har nemlig tidligere nævnt, at løsningen på problemet med de manglende praktiserende læger er en såkaldt tjenestepligt for nyuddannede læger. Socialdemokratiet ønsker, at alle nyuddannede læger, efter de har gennemført deres kliniske basisuddannelse, skal tilbringe et halvt år i en almen praksis i de områder af Danmark, hvor lægemanglen er størst.

Socialdemokraternes forestilling er, at vi dermed løser udfordringen med manglen på praktiserende læger.

Men forslaget er både uklogt og uambitiøst.

Uklogt, fordi praktiserende læger er speciallæger i almen medicin, og det er således netop flere speciallæger i almen medicin, der er brug for i de områder, hvor der er lukket for tilgangen hos de praktiserende læger - ikke skiftende vikarer, som er helt nyuddannede læger.

Stadig flere opgaver flyttes fra hospitalerne og ud til de praktiserende læger, hvilket også stiller højere krav til de praktiserende lægers kvalifikationer. Derfor har man så meget desto mere brug for en fast læge, der kender og sikrer kontinuiteten.

En læge, der kender sine patienters sygdomshistorik og derfor har de bedste forudsætninger for at give den rette behandling.

Med tjenestepligt-lægerne er udsigten for borgere både at skulle skifte læge hvert halve år, og at man får en læge, som mangler erfaring og uddannelse til at påtage sig disse opgaver.

Forslaget om tjenestepligt er også uambitiøst, for det sikrer ikke lige adgang til sundhed. Kvaliteten i behandlingen vil afhænge af ens postnummer. Bor man i et område, der kan tiltrække speciallæger i almen medicin, eller bor man i et område, hvor man har forsøgt at lappe på lægemanglen ved at placere helt nyuddannede uden tilstrækkelig erfaring og uddannelse? Det vil gøre en stor forskel for patienterne.

Vi skal derfor gå andre veje, når vi skal løse udfordringen med mangel på speciallæger i almen medicin i nogle områder af Danmark. Vi skal f. eks. sikre, at flere yngre speciallæger bliver ansat hos de praktiserende læger. Antallet er allerede i dag kraftigt stigende, for en del yngre speciallæger vil gerne have nogle års erfaring, inden de køber deres egen praksis. For hver gang en praktiserende læge ansætter en speciallæge i almen medicin, er der 1.600-1.700 danskere, der får adgang til "egen læge". Derfor er det en oplagt mulighed at skrue endnu mere op for dette blus de kommende år.

Under coronakrisen har vi set, at mange pensionerede læger har været villige til at tage en ekstra tjans for at få kabalen til at gå op. Vi mener, at hvis man stiller muligheden for fleksibilitet op kombineret med flere ansatte speciallæger og flere ansatte med anden sundhedsfaglig baggrund, så vil der være flere pensionerede læger, som vil fortsætte lidt længere.

Samtidig skal vi naturligvis sikre, at flere bliver uddannet speciallæge i almen medicin, ved at skrue op for antallet af uddannelsesstillinger.

Vi kan se, at de håndholdte indsatser for at tiltrække speciallæger i almen medicin til yderområderne virker. Det er her, vi skal starte, for uddannelseslægerne kommer også, hvis uddannelsesmiljøet og arbejdsmiljøet er godt.

Der er således mange muligheder for at komme det store problem med lægemanglen til livs, uden at man behøver at gå på kompromis med kvaliteten i behandlingen og ligheden i sundhedsvæsenet.

Men det kræver, at regeringen vælger en mere ambitiøs strategi end at tro, at nyuddannede kan løse problemet med mangel på speciallæger i almen medicin.

Forslaget om tjenestepligt er også uambitiøst, for det sikrer ikke lige adgang til sundhed. Kvaliteten i behandlingen vil afhænge af ens postnummer.