Debat: Ja tak til ansatte læger, nej tak til stråmandsklinikker
  • PLO
11. marts 2021

Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv skriver i Altinget Sundhed om, hvordan de såkaldte partnerskabsklinikker i almen praksis skulle være en af løsningerne på manglen på praktiserende læger. Jeg er helt uenig i den konklusion, for der kommer ikke flere praktiserende læger af at tilføje en koncern til ligningen. Det skriver formand for PLO's rekrutteringsudvalg Gunver Lillevang i Altinget torsdag. 

Af Gunver Lillevang, praktiserende læge i Roskilde og formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg

Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv skriver i Altinget Sundhed om, hvordan de såkaldte partnerskabsklinikker i almen praksis skulle være en af løsningerne på manglen på praktiserende læger. Jeg er helt uenig i den konklusion, for der kommer ikke flere praktiserende læger af at tilføje en koncern til ligningen.

Men først lidt om, hvad en såkaldt partnerskabsklinik er. Det er en klinik, hvor ejeren – en praktiserende læge – hyrer et firma til at stå for it, personale, bygninger og den slags, mens den praktiserende læge selv arbejder i klinikken med patientarbejdet. Det kan være en fin konstruktion for de ret få læger, som ikke selv er mindet for det administrative og det ledelsesmæssige.

De klinikker er der altså ganske få af, men de kan være et udmærket supplement til den klassiske lægeklinik, fordi der en fast praktiserende læge – ejeren af klinikken – som arbejder i den pågældende klinik hver dag. Dvs. for patienterne er der mulighed for kendskab og kontinuitet mellem lægen og patienten.

Og kontinuitet mellem patient og læge er hele sagens kerne. Vi ved fra videnskabelige studier, at når der er kontinuitet i relationen mellem læge og patient, så er der signifikant større patienttilfredshed, færre akutte indlæggelser, kortere indlæggelser, bedre diagnostisk, større compliance m.v.

Den slags klinikker, som der er kommet mange af i de sidste års tid, er faktisk ikke partnerskabsklinikker, men derimod de såkaldte stråmandsklinikker. Her optræder godt nok en speciallæge i almen medicin som klinikejer (lovkrav), men denne læge har intet med klinikken at gøre og arbejder der ikke i praksis. Det er en koncern, som står for ansættelse af læger og øvrigt personale, og det er koncernen, der på alle måder står for ledelse og drift af klinikken.

Det betyder, at man som patient skal være forberedt på, at man kan møde en ny læge stort set, hver gang man kommer i klinikken. Ser vi på fakta, kan vi se, at de ansatte læger i disse stråmandsklinikker typisk er pensionerede praktiserende læger, som tager nogle få ”vagter” en gang i mellem. Eller en ung læge, der tager et par uger eller tre for at tjene lidt ekstra. En fast læge, som arbejder tilnærmelsesvist fuld tid i flere år i samme stråmandsklinik, er et fænomen, som vi ikke er stødt på endnu i PLO. Og vi har trods alt ret god føling med de praktiserende lægers arbejdssituation.

Man kan ikke som patient vælge sin læge, når man er tilmeldt en stråmandsklinik. Det er et afgørende brud på den læge-patient relation, som forskningen dokumenterer er så betydningsfuld, når man bliver syg.

Katrina Feilberg argumenterer for, at en del unge læger ikke ønsker at eje deres egen klinik, hvorfor løsningen på manglen på praktiserende læger er tilbyde dem ansættelse som lønmodtagere. Det har hun helt ret i. Hun ”glemmer” bare at fortælle, at der er rig mulighed for at opnå ansættelse i en ganske almindelig lægepraksis. For nylig er der indgået overenskomst mellem Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening og Yngre Læger, der bl.a. sikrer bedre barselsrettigheder.

Både PLO og Yngre Læger har gennemført undersøgelser, der viser, at en del unge læger gerne vil arbejde som lønmodtagere i almen praksis i et par år i starten af deres karriere, inden de slår sig ned og køber egen praksis. Derfor har PLO og Yngre Læger også i enighed sørget for at forbedre mulighederne for, at unge speciallæger i almen medicin kan være ansat i almene lægepraksis.

De samme undersøgelser viser også meget klart, at stort set ingen af de unge læger ønsker ansættelse i koncerndrevne klinikker. De ønsker sig ansættelse i en traditionel lægedreven klinik. De unge læger kender også til betydningen af, at der en fast læge i klinikken hver dag, som har ansvaret for, hvad der foregår, og som kender patienterne.

Tallene fra undersøgelserne underbygges i øvrigt af de unge lægers faktiske handlinger. De læger, der arbejder i koncerndrevne klinikker, er først og fremmest pensionerede læger; der er ganske få unge læger, og de, der er, arbejder der kun i kort tid. Til gengæld er antallet af ansatte unge læger i de almindelige lægepraksis, hvor lægen reelt ejer og driver sin egen klinik, steget voldsomt de sidste par år. I disse klinikker arbejder de unge læger typisk et par år, inden de beslutter sig for selv at købe egen klinik.

Så for patienternes skyld: Ja tak til ansatte læger, nej tak til stråmandsklinikker.


Ovenstående indlæg blev bragt i Altinger den 11. marts 2021