Behandlingen af mennesker med både psykisk sygdom og et misbrug skal samles hos regionerne
  • Lægeforeningen
03. april 2018

Psykisk sygdom og misbrug behandles i dag hver for sig. Men det fungerer ikke, og mange borgere bliver kastebold mellem systemerne. Det vil et fælles udspil fra Lægeforeningen, Danske Regioner, Bedre Psykiatri og Dansk Psykiatrisk Selskab om et samlet behandlingstilbud til mennesker med både psykisk sygdom og misbrug gøre op med.

Den samlede behandling for mennesker med psykisk sygdom og afhængighed skal ligge hos regionerne, der har de sundhedsfaglige kompetencer til at varetage behandlingen. Sådan lyder det i et nyt udspil, som Lægeforeningen, Danske Regioner, Bedre Psykiatri og Dansk Psykiatrisk Selskab står bag.
 
Misbrug er udbredt blandt mennesker med psykisk sygdom. Faktisk har mere end halvdelen af mennesker med misbrug i Danmark også en psykisk lidelse, og meget ofte er de to ting viklet ind i hinanden. Derfor skal de to lidelser behandles samtidigt.
 
I dag er behandlingen delt. Stof- og alkoholafhængighed behandles i kommunen, undtagen når man er indlagt. Behandling for psykisk sygdom varetages i den regionale psykiatri. Men det skal der laves om på, mener de fire organisationer.