Andreas Rudkjøbing stopper som formand for Lægeforeningen
  • Lægeforeningen
23. januar 2020

Efter fem år på posten har Andreas Rudkjøbing valgt at stoppe som formand for Lægeforeningen. Han fratræder posten som formand for mere end 32.000 læger i forbindelse med foreningens repræsentantskabsmøde i april.

 ”At være formand for landets læger er utroligt meningsfyldt. Derfor har det heller ikke været en nem beslutning, men tidspunktet er det rigtige for mig nu. Lægeforeningen er i god gænge, og der er fuldt tryk på mange af vores mærkesager. Derfor er det et godt tidspunkt at give stafetten videre”, siger Andreas Rudkjøbing.

Han har haft formandsposten i en periode, hvor sundhedsvæsenet har måttet slås med næsten konstant underfinansiering i forhold til at skulle behandle stadig flere patienter.

”Derfor er jeg også meget glad for, at der nu endelig er udsigt til, at der kommer flere penge til sundhedsvæsenet. Det er naturligvis ikke kun Lægeforeningens indsats, men det er et af de resultater, som jeg se tilbage på med glæde. Det samme gælder for indsatsen mod tobak, som vil redde mange liv de kommende år,” siger Andreas Rudkjøbing, som i sin formandsperiode også har haft større lighed i sundhed, styrket patientsikkerhed, og bedre retssikkerhed for læger blandt sine mærkesager.

Da han i 2015 blev valgt, var Andreas Rudkjøbing med sine 34 år Lægeforeningens hidtil yngste formand. Han kunne have fortsat på formandsposten frem til april 2021, men derefter skulle han stoppe på grund af Lægeforeningens regel om maksimalt seks år som formand.

Andreas Rudkjøbing skal nu færdiggøre sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin.

”Jeg kommer givet til at savne det politiske arbejde, men glæder mig også til at dykke mere ned i mit fag og se lidt mere til min familie”, siger Andreas Rudkjøbing, som er far til fire børn.

Lægeforeningens nye formand vælges på Lægeforeningens repræsentantskabsmøde i Aarhus den 24. og 25. april.