Alle fortjener at have deres egen læge
  • PLO
04. juni 2019

Her i valgkampen har Konservative Folkeparti markeret sig med det synspunkt, at der skal uddannes flere praktiserende læger, så alle danskere i fremtiden kan få deres egen familielæge. Det fik direktør i Nordic Medicare Niels Riewerts Eriksen til at skrive et indlæg i Roskilde Avis. Det har næstformand for PLO Niels Ulrich Holm her reageret på. 

Af Niels Ulrich Holm, Praktiserende læge i Roskilde, næstformand for PLO

Her i valgkampen har Konservative Folkeparti markeret sig med det synspunkt, at der skal uddannes flere praktiserende læger, så alle danskere i fremtiden kan få deres egen familielæge.

Dette er faldet direktør Niels Riewerts Eriksen for brystet. I et indlæg i Roskilde Avis (7. maj) skriver han, at patienter også har en "egen læge", når de er tilknyttet de såkaldte udbudsklinikker. Det hænger nok sammen med, at en stor del af disse klinikker ejes af Riewerts' firma, Nordic Medicare.

Begrebet ansatte læger har ikke den store betydning i en by som Roskilde. Men i "vandkantsdanmark" mangler der i den grad rigtige praktiserende læger. Jeg er ikke i tvivl: De ansatte læger i udbuds- og regionsklinikkerne er dygtige mennesker, der vil det bedste for patienterne. Men som oftest er de kun ansat for en kortere periode.

Det står i kontrast til praktiserende læger, der ofte driver den samme klinik i to eller tre årtier. Vi lærer vores patienter rigtig godt at kende, og vi følger familier gennem flere generationer. Det giver tryghed for patienterne, især for de ældre, de fysisk og psykisk sårbare og de kronisk syge.

Det kan i øvrigt dokumenteres, at en langvarig relation mellem læge og patient øger chancen for, at der stilles den rigtige diagnose, og for, at patienten følger lægens råd og tager sin medicin.

Derfor synes jeg, at man skal satse på den danske model for almen praksis med privat praktiserende læger i stedet for kommercielle klinikker med ansatte læger.


Indlægget er bragt i Roskilde Avis den 3. juni 2019