13 nye indsatser skal give væsentligt løft til børn og voksnes mentale sundhed
  • PLO
16. juni 2020

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har udarbejdet et idekatalog med 13 forslag til, hvordan almen praksis kan bidrage til en styrket indsats for borgernes mentale sundhed. Forslagene er tænkt som inspiration til regeringens sundheds- og socialpolitiske indsats over for børn og unge og til det kommende arbejde med at udvikle en 10-års plan for psykiatrien.

Baggrunden er, at Danmark i disse år oplever en bekymrende udvikling i befolkningens mentale sundhedstilstand. Antallet af danskere, der har dårligt mentalt helbred eller psykisk sygdom, er stigende. Desuden oplever markant flere børn og unge angst, tristhed, stress og nedsat selvværd. 

Samtidig lider mange danskere af en kronisk psykisk lidelse. Kronisk psykisk sygdom følges ofte af fysisk sygdom, betydelig forkortet livslængde og forringet livskvalitet. Disse patienter afsluttes tidligere i behandlingspsykiatrien end før i tiden og overgår til egen læge. 

De 13 forslag vil give børn og voksne med begyndende psykisk lidelse en rettidig udredning og introducere en mere helhedsorienteret behandling for personer med kronisk psykisk sygdom, end det er muligt at give dem i dag,” siger PLO’s næstformand Mireille Lacroix. 

I takt med at forslagene gennemføres, vil danskerne opleve, at adgangen til hurtig udredning og behandling af psykiske lidelser rykker nærmere deres egen bopæl. Der vil komme flere kompetencer i lægehusene og blive afsat nye ressourcer til bl.a. forebyggende undersøgelser og krisesamtaler”.

”Desuden vil vi med forslagene styrke samarbejdet mellem egen læge, de psykiatriske speciallæger og kommunerne, så det videre behandlings- og rehabiliteringsforløb bliver trygt og godt,” siger Mireille Lacroix

Blandt de 13 forslag fra PLO er:

  • Teenage-undersøgelse omkring 14 årsalderen
  • Krisesamtaler
  • Faste kontaktpersoner i almen praksis for personer med psykiske lidelser
  • Halvårlig status hos egen læge ved kronisk psykisk lidelse.
  • Mulighed for undersøgelse hos praktiserende psykiater inden for to uger efter henvisning ved mistanke om en psykisk lidelse

Nogle af forslagene indgår i de aktuelle overenskomstforhandlinger mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).

Parallelt med, at idekataloget nu lanceres, har PLO taget initiativ til en møderække med en række vigtige interessenter på psykiatriområdet, herunder flere organisationer og ordførere på Christiansborg. Efter sommer vil PLO følge op med afholdelse af et gå-hjem-møde for centrale aktører på området.

Se PLO’s idekatalog