Ny som ledende overlæge eller lægelig chef

Tilbud om ny stilling som lægelig chef - hvad gør jeg?

Når du søger og får tilbudt en ny stilling som lægelig chef (ledende overlæge, specialeansvarlig overlæge, cheflæge eller lægelig direktør) skal du være opmærksom på, at der er flere faser undervejs; ansøgning, ansættelsessamtale og forhandling af løn. FAS kan især give bistand til lønforhandlingen.

Ansøgning

Foreningen er ikke inde over opslag af stillinger som ledende overlæger, lægelig direktør eller andre lægechefstillinger. Det er derfor op til den enkelte ansøger, at være opmærksom på eventuelle forhold ved stillingen, som kunne være problematiske. Hvis du er i tvivl, bør du kontakte foreningens sekretariat. Du kan se alle sagsbehandlere for ledende overlæger i de forskellige regioner her. Lægelige direktører, vicedirektører, cheflæger og centerchefer sagsbehandles af chefkonsulent Lene Christensen - 35 44 84 24.

Hvad skal du være opmærksom på ved stillingsopslaget

Der skal foreligge en stillingsbeskrivelse. Det fremgår af Aftale for lægelige chefer, at stillingsbeskrivelse skal foreligge ved stillingsopslag. Den skal indeholde en beskrivelse af de særlige funktioner, herunder ledelsesfunktioner og ansvarsområder mv., som måtte være knyttet til stillingen.

Hvis stillingen som ledende overlæge omfatter ledelse af flere grundspecialer, anbefales det at rette henvendelse til sekretariatet med henblik på en afklaring af ansvarsforhold og øvrige ansættelsesmæssige vilkår.

Ansættelsesgrundlag

Stillinger som lægelige direktører samt cheflæger kan besættes på:

  • Tjenestemandsvilkår efter Aftale for Lægelige Chefer.
  • Åremålsvilkår – der henvises til Rammeaftale om åremålsansættelse samt Protokollat nr. 2 til Aftale for lægelige chefer
  • Kontraktvilkår - der henvises til Rammeaftale om kontraktansættelse for lægelige chefer

Ledende overlæger og specialeansvarlige overlæger kan udover tjenestemandsansættelse, åremål og kontraktansættelse tillige ansættes på overenskomstvilkår efter Aftale for Lægelige Chefer.

For alle stillinger gælder, at det er arbejdsgiver, som beslutter ansættelsesformen. Du har naturligvis mulighed for at komme med dine ønsker til ansættelsesform, og du kan få rådgivning i sekretariatet om fordele og ulemper ved de forskellige ansættelsesformer og eventuelle muligheder.

Hvis jeg kommer til ansættelsessamtale

FAS yder ikke bistand til udformning af din ansøgning, ligesom vi ikke rådgiver generelt om ansættelsessamtalen. Lønforhandlingen skal imidlertid ikke foregå ved ansættelsessamtalen, men først når arbejdsgiver har valgt efterfølgende at tilbyde dig jobbet. FAS anbefaler, hvis spørgsmålet om løn bliver rejst under ansættelsessamtalen, at du beder arbejdsgiver om et udspil, som du herefter kan drøfte med FAS. Du bør således ikke angive dit eget udspil til lønniveau, før du har fået rådgivning i FAS.

Lønforhandling i forbindelse med en ny stilling

Du kan vælge selv at forhandle din fremtidige løn ved nyansættelse, men du vil under alle omstændigheder have fordel af at kontakte sekretariatet for at få råd om tillægs- og lønniveau og forhandlingsproces. De enkelte sagsbehandlere kan rådgive om, hvad andre lægelige chefer i tilsvarende stillinger får.

Typisk er muligheden for at forhandle løn oftest bedst, nå du bliver nyansat. I den situation har du ofte alternative muligheder for at få andre job eller blive i det nuværende. Din attraktionsværdi for din kommende arbejdsgiver er dermed størst og viljen til at give dig den løn, du samlet set ønsker, tilsvarende større. Når du først er ansat, kan det være sværere at få løftet lønnen, da arbejdsgiveren jo allerede har dig i lægestaben.

Det er derfor meget vigtigt, før du siger ja til et stillingstilbud, at der er afholdt en lønforhandling, og at der er enighed om lønnens størrelse. Samtidig bør du ikke sige din nuværende stilling op, før alle vilkår er helt på plads i den nye stilling.

Når du formulerer dit lønkrav kan du i øvrigt hente inspiration til din argumentation her: Gode råd og video om lønforhandling