Styrker og udfordringer som yngre læge i almen praksis

 6. oktober 2020

Anna Louise Hostrup Andersen er 37 år og bor i Sønderborg.  Hun er i 3 år inde i sit hoveduddannelsesforløb (HU) i almen medicin. Aktuelt er hun netop færdig med hospitalsdelen og arbejder i en praksis i Aabenraa.  Læs her, hvad hun ser som styrker og svagheder i et HU-forløb i almen medicin.

Fællesskabet
Jeg ser helt klart fællesskabet mellem os yngre læger i HU i almen praksis som en kæmpe styrke i faget. Vi har et utroligt godt kollegialt fællesskab. Jeg oplever ingen spidse albuer - ingen konkurrence imellem os, som der kan være i andre specialer. Det giver en enorm ro og et stærkt fællesskab. Vi ved, at vi hænger på hinanden, så at sige – vi skal fx arbejde i det her område af landet alle sammen, så vi oplever det som vigtigt at opbygge gode og vedvarende relationer.

Her i Sønderjylland har vi fx en ”12-mandsgruppe”, som det hedder, hvor formålet er kollegial sparring og uddannelse. Vi er 14 HU læger i almen medicin, som mødes og har undervisning i faglige temaer, sparrer med hinanden og spiser sammen. Det fællesskab værdsætter jeg meget.

Bredden i specialet
Jeg elsker bredden i faget. Det er et meget udfordrende speciale, fordi det har så stor en vidde. Det her med at have en stor grad af faglighed indenfor mange områder synes jeg er spændende. Jeg kan tillade mig at interessere mig for alt, og den faglige bredde er en af grundene til, at jeg har valgt specialet.
 
Den tætte kontakt med patienterne
Jeg har helt sikkert også valgt specialet på grund af kontinuiteten med patienterne. Jeg følger dem hele vejen igennem, er tovholder på deres forløb og er den, som patienten vender tilbage til. Den relation med patienten er meget givende for mig som læge. Det giver mig en personlig følelse af belønning i arbejdet.

De situationer jeg holder mest af i mit speciale er…
Når jeg er tilbage igen i almen praksis og har haft en rigtig god dag med patienterne. Jeg holder også meget af de tidspunkter på dagen, hvor jeg kan vende dagen med mine kollegaer. Det er et godt øjeblik. Jeg kan godt lide den lille og nære arbejdsplads, hvor vi kender hinanden godt, og hvor man ser patienterne gentagende gange og i flere situationer. Det giver en personlig forpligtelse, at der er kontinuitet – både overfor patienterne men også i forholdet til mine kollegaer. Praksis-stedet er som den havn, jeg altid vender tilbage til.
 

Hvad kan udfordringerne være ved at være yngre læge i almen praksis?

Korte uddannelsesforløb
Som almen mediciner i HU er man meget af tiden udlånt til forskellige afdelinger i meget korte forløb af fire måneder. Det skifter fra region til region, men er mellem fire og seks måneder. Det giver jo rigtig god mening at afprøve de mange specialer, da man som almen mediciner skal have en bred vifte af kompetencer, og det er jeg fagligt taknemmelig for. Men man er væk fra det, man gerne vil. Fx er kontinuiteten ikke til stede i den tid. Dermed mister jeg også lidt af den faglige og personlige glæde ved arbejdet. Det er barsk at skulle skifte så meget mellem afdelinger. Efter fire måneder på en afdeling når man jo lige at sænke skuldrene, og så skal man skifte til en ny afdeling igen.

Stigende krav om dokumentation
Tendensen til stigende krav om dokumentation tager helt sikkert noget af min arbejdsglæde. Og fornemmelsen af mangel på retssikkerhed som læge. Hvornår har jeg dokumenteret nok? I forhold til hvad? I forhold til hvem? Jeg har haft en patientklagesag, som lige er aflsuttet efter næsten 3 år. Faktisk har jeg hele tiden været ret ret sikker på, at jeg har handlet både fagligt, etisk og moralsk korrekt, og min toturlæge har bakket mig 100% op, men derfor kan der godt være en jurist, der mener, at jeg ikke har dokumenteret det helt rigtigt. Min sag endte godt, og jeg fik ikke en påtale, men det er en kedelig tendens, og det giver mindre overskud til patienten og et forkert fokus i arbejdet, synes jeg. Mange læger i almen praksis har sager kørende, og i almen praksis sidder vi jo som oftest også alene med patienten og dermed også med ansvaret. Det kræver en stor grad af robusthed. Jeg bruger unødige kræfter på at holde min ryg fri – fremfor at koncentrere mig om at lære og være til stede med patienten.

Mange arbejdsopgaver og mangel på tid
Nogle af udfordringerne, vi oplever i almen praksis, er det store flow af patienter og de mange administrative opgaver, der følger med. Vi har mange patientkontakter hver dag, og har ikke særlig lang tid til hver patient. Jeg ser måske 12-18 patienter dagligt, og derudover kommer telefonkonsultationer, parakliniske svar og korrespondancer. Det kan være en udfordring, når man ikke har så meget erfaring, eller så fast en tilknytning til praksissen, som de faste læger.

Jeg oplever heldigvis stor lydhørhed og støtte fra mine tutorlæger, som hele tiden er opmærksomme på, om arbejdsbyrden er passende og priser mig lykkelig for hvert år, der gør mig mere erfaren.

Fakta om Anna Louise Hostrup Andersen
Anna er 37 år og bor i Sønderborg med sin mand og 3 børn.  Hun er i 3 år inde i sit hoveduddannelsesforløb i almen medicin. Lige nu arbejder hun i en lægepraksis i Aabenraa centrum ved navn Gellert, Jakobsen og Kollander.

6. oktober 2020