Nej til nye produktivitetskrav i sundhedsvæsenet

Debatindlæg af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Sundhedsvæsenet skal ikke styres som et Excelark på en computer i Finansministeriet langt væk fra den kliniske virkelighed. Det er tiden løbet fra. Derfor er det godt, at produktivitetskravet - det årlige krav om to procent mere aktivitet uden flere penge - er suspenderet. Men nu, hvor regeringen inden sommer skal beslutte sig for, hvordan de vil styre sundhedsvæsenet fremover, vil jeg advare dem mod at indføre flere lignende krav.

Tværtimod har produktivitetskravet igennem flere år gjort skade på sundhedsvæsenet. Det har både været en hindring for at sætte patienten i centrum og resulteret i nedskæringer, der trykker kvaliteten. For når urealistiske forventninger fra politikernes side møder virkeligheden, resulterer det desværre i et økonomisk efterslæb.

Lægeforeningen anerkender naturligvis, at der er et grundlæggende behov for tæt politisk styring af sundhedsvæsenet. Den styring eksisterer allerede i dag i form af udredningsretten, behandlingsretten, kræftpakkerne, budgetloven og så videre. Der er simpelthen ikke behov for styringsredskaber a la produktivitetskravet.

Styrk det nære sundhedsvæsen
Derfor vil jeg opfordre regeringen og resten af Folketinget til at skabe rammerne for et samlet, styrket sundhedsvæsen. Regionerne skal foruden et tydeligt populationsansvar tildeles en samlet økonomisk ramme, der ikke stiller hindringer i vejen for at løse opgaven så effektivt som muligt. Men her er det vigtigt at huske på, at udfordringen med flere og mere syge patienter ikke kan løses med effektiviseringer alene. Det er nødvendigt at tilføre markant flere penge til sundhedsvæsenet i de kommende år.

Alle patienter fortjener en behandlingsansvarlig læge. Derfor skal det lægelige behandlingsansvar for patienter i det nære sundhedsvæsen fortsat ligge i det regionale sundhedsvæsen. Der skal både investeres i at styrke sygehusene og i praksissektoren. Det er nemlig ikke et enten/eller, men et både/og, og det er en forudsætning for, at det nære sundhedsvæsen kan påtage sig flere opgaver over tid. Statens vigtigste opgave her er at skabe gode betingelser for et langt tættere samarbejde mellem sygehuse, kommuner, praktiserende læger og praktiserende speciallæger. Der er i høj grad brug for flere fælles indsatser for mennesker med kroniske sygdomme og psykiske lidelser.

Efter mange år med stram økonomisk aktivitetsstyring fra statens side, er det på tide at løfte blikket fra regnearkene og i stedet investere penge og tillid i sundhedsvæsenets arbejde for patientens bedste.

Debatindlægget er bragt i Berlingske d. 16. maj 2018