Gode takter på sundhed fra ny regering

Der er mange opmuntrende ambitioner for sundhedsvæsenet i aftalen, der ser ud til at bringe en S-regering til magten. Det gælder blandt andet løft af psykiatrien, flere praktiserende læger og indsatsen mod tobak, mener Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing. Han påpeger dog, at der også er behov for et løft af sundhedsvæsenets økonomi.

Læs hele nyheden

 

Ny sundhedsminister skal løfte det nære sundhedsvæsen

Det er en svær, men nødvendig opgave, der venter på at blive løst af den nyudnævnte sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke. Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, understreger, at det er helt nødvendigt at styrke det nære sundhedsvæsen på både kort og langt sigt.

Læs hele nyheden

 

Lægers retssikkerhed har topprioritet

Lige før valget tegnede der sig et flertal i Folketinget for det ankenævn, som Lægeforeningen har presset på for igennem længere tid. På grund af valgkampen nåede lovforslaget, som daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby fremsatte, ikke at blive vedtaget. Men nu, hvor valgkampen er overstået, og mandaterne er fordelt, må det ikke gå i glemmebogen. Lægers retssikkerhed er alfa og omega, så derfor forventer Lægeforeningen, at det nyvalgte Folketing snarest muligt får vedtaget lovforslaget, så vi kan få et ankenævn for visse tilsynssager.

”Et ankenævn er en nødvendighed for at genopbygge tilliden mellem læger og tilsynet. Læger skal have mulighed for at anke særligt indgribende afgørelser, som kan gøre det umuligt at arbejde som læge. Det er helt elementært,” understreger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

På samme måde er det helt nødvendigt at få en evaluering af den såkaldte strammerpakke. Pakken, der gav Styrelsen for Patientsikkerhed flere muskler og var medvirkende til en hård linje overfor læger fra tilsynet, trådte i kraft 1. januar 2017 og skulle efter planen evalueres efter tre år. Politikere fra forskellige partier åbnede dog for at fremskynde evalueringen, men det er ikke blevet til noget. Det er problematisk, mener lægeformanden.

”Det er vigtigt, at vi hurtigt kommer til bunds i, hvad strammerpakken har betydet for tilliden og den lærende tilgang i sundhedsvæsenet. Alle har en interesse i læring, men et aggressivt fokus på den enkelte i stedet for på det organisatoriske giver knæk i tilliden. Derfor skal der rykkes på evalueringen,” siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningen arbejder videre for en stærk læringskultur i sundhedsvæsenet og for et tilsyn, der ikke er aggressivt, men lærende og effektivt.

 

Lægeforeningen satte sit præg på Folkemødet

Den pressede økonomi i sundhedsvæsenet og lægers retssikkerhed var blandt emnerne, da det niende Folkemøde løb af stablen i Allinge på Bornholm midt i juni. Derudover blev der i stor stil diskuteret sundhed, forebyggelse, data, økonomi og andre sundhedsemner.

Lægeforeningens repræsentanter, formand Andreas Rudkjøbing, næstformand Kirsten Ilkjær og de to udvalgsformænd Tue Flindt Müller og Christina Frøslev-Friis deltog i alt i 28 debatter. Lægerne debatterede blandt andet med regionsrådsformænd, formænd fra FOA og Dansk Sygeplejeråd, repræsentanter fra organisationer og virksomheder, samt ikke mindst ”almindelige mennesker”, der gav deres besyv med.

Også de sociale medier satte Lægeforeningen et stort aftryk. Eksempelvis viser tal fra medieovervågningsvirksomheden Overskrift.dk, at Lægeforeningen var i top tre over de mest citerede og omtalte organisationer på Folkemødets to første dage.

Se en video med Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand, hvor han kort opsummerer nogle af de emner, han og kollegerne talte om på Bornholm.


 

 

Gå hjem-møde: Mit atypiske arbejdsliv

Drømmer du også om at afsøge andre karrieremuligheder og gøre tingene på din helt egen måde? Mød tre forskellige medlemmer, der har skabt deres helt egen vej. Bliv inspireret af deres fortællinger, og vær parat til at arbejde med dine egne overvejelser.

København 27. august kl. 17-20

Læs mere, og tilmeld dig

 

Der er brug for mentorer med dine erfaringer

Har du lyst til at give en yngre lægekollega sparring på udfordringer i arbejdet, karrieren eller lederrollen? Så kan du tilmelde dig vores mentorkorps. Vi har mentorer fra alle regioner og de fleste specialer, men kunne godt bruge flere som dig.

Når du bliver mentor for en kollega, handler det ikke kun om at hjælpe en anden læge med faglig eller personlig udvikling. Du får også et nyt blik på dig selv og bliver mere klar på dine egne valg. Du får styrket din lægerolle som samarbejder, leder og kommunikator samt adgang til mentornetværk, supervision og samtaletræning.

Bliv mentor for en kollega

 

Divaer i Glas i Tivoli Glassalen

Oplev Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel i en moderne kabaret om Tivoli Varietéens storhedstid fortalt gennem en række legendariske sangerinder fra hele verden. Som medlem af Lægeforeningen får du i en begrænset periode 15 procent rabat på alle forestillinger i spilleperioden 17. august – 12. september 2019, når du køber din billet i perioden 27. juni – 7. juli 2019.

Læs mere her (kræver login)

 

Koncert med DR VokalEnsemblet

DR VokalEnsemblet åbner sæsonen med koncerter tre steder i landet. Oplev engelsk senromantik af bl.a. Elgar og Delius sammen med nordiske sange og værker, der forener sommerens skønhed med et strejf af vemod. Koncerterne afholdes i tre stemningsfulde kirker i Danmark: Aarhus Domkirke, Vestervig Kirke i Thy og Trinitatis Kirke i København. Du får som medlem af Lægeforeningen 20 procent rabat på billetprisen.

Læs mere her (kræver login)