Læger er vigtige for større lighed i sundhed

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
30. maj 2016

»... at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse «. Det har alle læger forpligtet sig til. Nemlig, da vi med et stort ansvar på skuldrene aflagde lægeløftet.

Vi har som læger øje for, at ikke alle mennesker kommer lige nemt gennem tilværelsen. Vi ved også, at patienternes sociale og økonomiske forhold har betydning for deres helbred. Både for om de bliver syge, hvor let de får adgang til de rette behandlinger, og hvor godt de gennemfører behandling og rehabilitering.

Social ulighed i sundhed er desværre et voksende problem. Sundhedsstyrelsen dokumenterede i en grundig rapport i 2011, at fattigdom og uafsluttet skolegang er forbundet med dårligt helbred.

Og i disse dage sender Danmarks Radio en række temaudsendelser, som effektivt illustrerer, hvor stor forskel i leveår og livskvalitet der kan være inden for ganske få kilometer – også i et velfærdssamfund som det danske.

Som læger har vi en faglig forpligtelse til at gå ind i den problematik. Lægeforeningen har længe peget på nødvendigheden af en ambitiøs forebyggelsesindsats, og vi kom sidste år i et udspil med en række forslag til, hvordan læger og sundhedsvæsenet kan bidrage til mindre ulighed i sundhed. Vi foreslår f.eks., at der bruges mere tid og flere kræfter på dem, der har mest brug for det, og lidt mindre på de mange stærke patienter, som der heldigvis er flest af. Alle skal – naturligvis – have den nødvendige behandling, men nogle har f.eks. brug for længere konsultationer og kontinuerlig støtte til at sikre den nødvendige opfølgning. Afgørende er, at både regioner, kommuner og sundhedsprofessionelle kommer de sårbare patienter i møde.

Men større lighed i sundhed er ikke kun er et spørgsmål om at tage særlige hensyn på sygehuse og i praksis. Et godt helbred kan afhænge af børns tidlige udvikling, skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet samt først og fremmest af, hvor man bliver født, vokser op og arbejder, samt hvilken adgang til indflydelse og ressourcer man har undervejs.

Kvaliteten af skolegang spiller en rolle for, om unge forfølger en uddannelse eller ryger ud i misbrug. Lav indkomst kan betyde fravalg af medicin eller sportsaktiviteter for børnene. Hjemløse og misbrugere lever et liv præget af sygdom og har en ekstremt forhøjet risiko for selvmordsforsøg. For mennesker med sindslidelser er der stor social ulighed i sundhed. Blot for at nævne nogle af de forhold, som Sundhedsstyrelsen peger på i sin rapport fra 2011. At sikre de socialt dårligere stillede bedre sundhed kræver derfor en indsats, som rækker langt ud over sundhedsvæsenet.

Det er mildt sagt en kompleks opgave, og det er helt urealistisk at tro, at vi med et snuptag løser problemerne. Vi skal glæde os over, at middellevetiden stiger. Men tilbage på perronen står en gruppe mennesker, som er hægtet af denne udvikling. Mennesker, som også håber at leve godt og længe, men som hele livet er bagud på point. Det angår også os.

Vi skal have en stærkere stemme i debatten om social ulighed i sundhed. Vi skal med veldokumenterede, lægefaglige argumenter arbejde for, at fattigdom og få års skolegang ikke skærer årtier af levealderen. Vi skal – også på den måde – tage »lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«.

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 10/2016.