Kære regering, hvorfor fortsætte underfinansieringen af sundhedsvæsenet?

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Bragt på Altinget den 15. maj 2020

Egentlig er det et paradoks. På den ene side er sundhedsvæsenet og dets evne til at kunne tage hånd om patienterne topprioritet for regeringen. Alligevel vælger man påny at underfinansiere selvsamme sundhedsvæsen. Tillad mig at uddybe.

Midt i marts gennemførte man en - nødvendig - omstilling af sundhedsvæsenet og nedlukning af store dele af det danske samfund med det formål at sikre, at Coronaepidemien ikke knækkede sundhedsvæsenet midt over. Vi husker alle sundhedsministerens skilt med den grønne og den røde kurve og markeringen af, hvad sundhedsvæsenet kan holde til. Det var og er afgørende at undgå et sammenbrud, så vi i sundhedsvæsenet kunne tage os af syge borgere. Med den prioritering in mente skulle man tro, at der fra politisk hold blev sat tilstrækkelige ressourcer af til det underfinansierede sundhedsvæsen ved førstkommende forhandlinger, så det ville være ordentligt rustet Coronavirus eller ej. Men nej.

I den nye aftale om rammerne for sundhedsvæsenets økonomi, som Finansministeriet forleden indgik med Danske Regioner, bliver udgifterne til sundhed i 2021 nemlig ikke dækket. Aftalen indeholder 1.3 milliarder til generel drift af sundhedsvæsenet, og dermed fortsætter den underfinansiering af sundhedsvæsenet, som blev praktiseret af skiftende regeringer igennem stort set hele det forrige årti. Det har givet et kæmpe pres med mange flere opgaver, end der er ressourcer til. Der er behov for at løfte indsatsen for mennesker med kroniske sygdomme, ældre multisyge og mennesker med psykiske sygdomme også stor mangel på speciallæger. Samtidig er det sådan, at der år for år frem til 2050 er der udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Læg hertil, at der hele tiden nye behandlinger og ny teknologi. Det redder og forbedrer liv, men det koster naturligvis også penge. 

Det betyder, at der skal investeres to procent ekstra hvert år til 2025, hvis der både skal være råd til de mange nye patienter, særligt flere ældre, og de nye teknologier og behandlinger, som redder og forbedrer liv, men som også betyder stigende udgifter. I forhold til det regionale sundhedsvæsen var der brug for mindst to milliarder ekstra, men det blev altså kun til 1.3. Lægger vi de 300 millioner kroner til, som de bliver udmøntet til ekstra sygeplejersker i 2021 mangler de regionale sundhedsvæsen i 2021 en rund halv milliard for at kunne give både flere danskere behandling og give dem en bedre behandling.

Det er alvorligt, at udgifterne til sundhed i 2021 ikke bliver dækket. Sidste års finanslovsaftale og økonomiaftale var samlet set et skridt på vejen væk fra underfinansieringen, men desværre er den nye aftale et skridt tilbage. Man står tilbage med en undren over, at man på den ene side lukker landet ned for at sikre sundhedsvæsenets kapacitet og på den anden side ikke vil investere de nødvendige midler for at undgå forringelser af sundhedsvæsenet. Ikke mindst fordi, regeringen sagde følgende om sidste års økonomiaftale med Danske Regioner:

”Den demografiske udvikling betyder flere ældre og et øget behandlingsbehov i sundhedsvæsenet. Med aftalen sikres, at der følger penge med til dækning af det demografiske træk, når der bliver flere patienter. Samtidig kan stigende medicinudgifter dækkes, og det vil give mulighed for løft af kapaciteten og mere personale.”

Det lyder jo godt. Men når nu det var tilfældet sidste år, hvor der alt i alt næsten blev sat de nødvendige midler af til sundhedsvæsenet - lige knap de føromtalte to procent ekstra – hvorfor så ikke fortsætte ad det spor? Der er ikke ændret på, at der fortsat kommer flere patienter med øget behov for hjælp fra sundhedsvæsenet, og udgifterne til nye teknologier og behandlinger stiger stadig. Hvorfor så fortsætte underfinansieringen af sundhedsvæsenet?